Vi havde netop afsluttet analysen af mere end 20 timers interview og mere end 100 spørgeskemaer, og var ude af os selv af begejstring over vores resultater.
Vi havde fundet svaret, og glædede os til at dele vores rapport med virksomheden.
Vi er helt tilbage i 2004 i slutningen af min studietid.
En virksomhed havde spurgt om jeg og en gruppe studerende kunne hjælpe med at finde ud af årsagen til høj forekomst af stress hos medarbejderne. De forstod ikke hvorfor, da de havde den mest fleksible arbejdstid i Danmark og medarbejdere styrede stort set selv deres arbejdstid.
Generationsalliance og en lang næse
I analysen af de mange timers interview, blev det tydeligt at fri arbejdstid resulterede i nye uformelle strukturer og alliancer. Ældre og unge medarbejdere uden pasningskrævende børn dannede par i projekterne og marginaliserede medarbejderne som skulle hente og bringe dagligt.
Det førte til pres og stress for at være med på de spændende opgaver og hårde deadlines, og i sidste ende til de sygemeldinger som virksomheden gerne ville undgå.
Sikke en lettelse tænkte vi. Med vores undersøgelse kan virksomheden endelig gøre noget ved det.
Men til vores store overraskelse blev vi ikke mødt med åbne arme.
Et kort møde med to ledere med tak for indsatsen og bestemt ingen invitation til videre arbejde med undersøgelsen.
Det blev en lang tur hjem, med rutebil og bus, og en fornemmelse af at rapporten blev pænt parkeret i en skrivebordsskuffe, eller decideret lodret arkiveret i papirkurven.
Vi spurgte os selv ”hvad i al verdenen skete der lige der?”
Ramt af virkelighedens magt
Det svarede jeg senere på i mit speciale ”Mellem Retorik og Virkelighed i det Vidensbaserede arbejde”. Konklusionen var, at man ikke kan arbejde løsrevet med arbejdsmiljø og sikkerhedskultur.
Sikkerhedsarbejde foregår i en ramme af magt, roller og strukturer defineret af en styrende diskurs. En styrende historie om virksomheden, som nogle har store interesser i at fastholde.
Det spændingsfelt har jeg siden været meget optaget af.
Dem der evner at styre diskursen, altså definere hvor hvordan vi alle kan blive enige om hvad der virkeligt, de evner også at definere hvem der har magt til at prioritere beslutninger, hvem der skal have bestemte roller og hvordan de roller skal forbindes med hinanden.
Vores analyse af arbejdspladsens arbejdstidstilrettelæggelse, udfordrende den herskende diskurs. Den udstillede, at virksomhedens strategi for personalepolitikken var naiv i forhold til de dynamikker der opstår når mennesker kæmper om indflydelse på arbejdspladsen. Kort sagt – fri arbejdstid resulterer ikke i kollegialt ansvar.
Når naive strategier udstilles
Problemstillingen med at komme til at udstille en naiv strategi er jeg siden stødt på flere gange som arbejds- og organisationspsykolog.
Trods jeg har præsenteret arbejdet af grundige og objektive undersøgelser, har de udfordret diskursen og rykket ved etablerede dagsordener som nogle ledere måske selv har udviklet og stået på mål for.
Det har ført til, at jeg er blevet opfordret til at begrave resultater af statistisk signifikante undersøgelse og solide kvalitative undersøgelser.
Det kan for en ung ambitiøs konsulent være noget af en mundfuld at begrave måske måneders arbejde. Men retrospektivt har jeg lært at forstå, at forandringer er en kompliceret størrelse som må gennemføres med tålmodighed og forståelse for netop magt, roller og struktur.
Viden legitimerer eller udfordrer etablerede privilegier og kan forstyrre agendaer.
Forandringer kræver alliancer og psykologisk tryghed
Sandhed er ikke nok, og slet ikke i et post-faktuelt samfund hvor følelser kan få lige så stor sandhedsværdi som fakta.
Alt dette er i spil, når arbejdsmiljø- og sikkerhedsrepræsentanter og ledere arbejder med at gøre arbejdspladser mere sikre og robuste.
Som konsulent kan du være opmærksom på, at hvis du vil skabe forandringer med din viden, er det ikke nok blot at fremlægge dine data, analyser og resultater.
Det kræver også en omtanke for hvordan publikummet vil reagere og hvad resultaterne betyder for deres dagsordener. Ubehagelige og pludselige overraskelser kan ofte resultere i modstand, det præcis modsatte af hvad man ønsker.
Modsat er det som leder vigtigt at huske på, at medarbejdere ikke gør opmærksom på problemer eller sikkerhedsbrister for at genere nogen. Det er udtryk for ansvarlighed og samvittighedsfuldhed set ud fra deres specifikke rolle og optik.
Her bliver den psykologiske tryghed på arbejdspladsen vigtig, i forhold til åbenheden i at tage medarbejdere ind i det fortrolige rum af dilemmaer og umiddelbare dagsordener.
Hvis informationer om sikkerhed skal flyde opad i virksomheden, kræver det sikkerhed for at der bliver arbejdet substantielt videre med informationer og problemstillinger der bliver delt, og ikke blot lukke skodderne ned og håbe på det nok går over.
Det råd fik jeg af min første chef. Jeg syntes også, at det er, et af de bedste råd man kan give en leder.
Med korslagte arme og himmelvendte øjne
På en arbejdsplads er “bagsmækken” de steder i organisationen, man sjældent selv ser, når man sidder på stabsgangen eller i bestyrelseslokalet.
Jeg husker særligt en situation, hvor jeg stod foran en gruppe betjente. De havde korslagte arme og himmelvendte øjne.
Mit budskab faldt for fuldstændigt døve ører, og rummet blev stille som graven. I kisten lå alle mine gode hensigter om et mere sikkert arbejdsmiljø.
I bagklogskabens klare lys har jeg ofte tænkt: Hvorfor havde jeg ikke lyttet til dem tidligere, mødt dem hvor de er – og parkeret mit ambitiøse ego?
På “bagsmækken” passer folk deres arbejde og taler bramfrit om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.
De diskuterer ledelsens beslutninger, strategier og prioriteringer – særligt når de oplever, at de indebærer unødig risiko eller spild af ressourcer.
Alt det bliver ofte kaldt støj.
Sikkerhedskulturens fundament er ikke rationelt
Når man vil udvikle en sikkerhedskultur, er det vigtigt ikke at forveksle den med sikkerhedsarkitektur.
Arkitekturen er de formelle lag af procedurer, politikker og beredskabsplaner, der skal begrænse skaden, når noget går galt.
Kulturen er den adfærd, de værdier og den kommunikation, som afgør, om arkitekturen faktisk bliver brugt.
Støj er rå data
Derfor er “støjen” værdifuld.
Når støjen filtreres fra i rapporteringen opad til ledelsen, mister organisationen sin evne til at opdage og lære af fejl i tide.
Støjen fortæller, hvor systemet ikke bliver fulgt – og hvorfor, men den bliver ikke serveret på et sølvfad. Det kræver, at man kan lytte mellem linjerne, høre hvad der ikke bliver sagt, tolk og forstå.
Men det kan være en udfordring at lægge øre til støjen hvis den er diffus og blandet med vrede og frustration.
Den umiddelbare reaktion er at lukke ørene. Men i virkeligheden skal man åbne hjertet.
To faresignaler, du skal lytte efter
De vigtigste faresignaler i støjen er ofte ikke konkrete fejl, men holdninger som:
“Det nytter ikke noget at sige noget – der er alligevel ingen, der lytter.” eller “Jeg vil ikke virke som en, der overreagerer.”
Begge udsagn er tegn på en lav grad af psykologisk tryghed.
Det ene et eksempel på tillært hjælpeløshed typisk som resultat af lav status, derfor får budskabet også lav status.
Det andet eksempel erfrygt for at blive stemplet som neurotisk og ikke kan klare mosten. Den slags mekanismer der får små hændelser til at vokse sig store over tid.
Brug støjen som strategisk feedback
Hvis du arbejder med ledelse, beredskab eller risikokommunikation, så brug støjen strategisk.
Opsøg den aktivt, og gør den til en del af dit beslutningsgrundlag.
Det kan ske uformelt – ved at være synlig og skabe tryghed, så medarbejdere tør dele bekymringer. Eller mere struktureret – gennem samarbejdsorganisationen og arbejdsmiljøudvalg, hvor der er mulighed for at få konkrete efterretninger fra bekymringer fra gulvet fra medarbejdernes repræsentant.
Jeg arbejder med at koble psykologi, sikkerhed og kommunikation for at hjælpe organisationer med at styrke deres awareness- og feedbackkultur.
Hvis du arbejder med sikkerhedskultur, risikokommunikation eller awareness, og vil styrke den psykologiske tryghed i jeres organisation, så tager jeg gerne en uforpligtende samtale.
Organisatorisk robusthed begynder ikke med systemer.
Den 7. oktober lagde TRYG lokaler til Hele Danmark Øver – en simuleret cyberangrebsøvelse faciliteret af Jens Nielsen fra Secure Practice og Lars M. Nielsen fra KPMG. Omkring 30 deltagere fra små og mellemstore virksomheder, offentlige organisationer og NGO’er deltog aktivt i scenariet via mobiltelefoner og fælles diskussioner.
For mig som psykolog var det oplagt at observere, hvordan kriseledelse og psykologisk tryghed blev håndteret – hvordan usikkerhed blev mødt, og hvordan ledere forsøgte at genetablere struktur og tillid.
Centrale pointer fra dagen:
Den nye virkelighed er svær at acceptere. Flere udtrykte håbløshed over en verden, hvor Rusland, Kina, Nordkorea og Iran (og også USA med handelsbarrierer) er med til at skabe ustabilitet.
Hvem tager ansvaret i en krise? SMV’er har ofte ikke en fuldt udbygget IT-sikkerhedsorganisation, men er afhængige af leverandører. Det skaber usikkerhed og forsinkelser, når myndigheder og partnere skal orienteres inden for 72 timer.
Backup er ikke nok. Det afgørende er at kende tidshorisonten for, hvornår systemer reelt kan genskabes.
55 % af SMV’er har aldrig øvet en cyberkrise. Det betyder, at mange ikke har en fungerende krisestab at trække på. Minimum bør en krisestab bestå af: kriseleder, logfører, IT-fagligt ansvar, system/procesejer, jura, HR og kommunikation.
Tidsfaktoren er kritisk. Perioder som fredage og lønudbetalinger kan øge sårbarheden markant.
NIS2 forpligter. Ikke kun kritisk infrastruktur, men også leverandører i værdikæden bærer et skærpet ansvar. Dokumenterede procedurer og standarder (fx ISO 27001/27005) bliver afgørende.
Topledelsen skal sætte sig for bordenden. Både for at være orienteret og for at tage ejerskab.
Mit råd er, at virksomheder organiserer en krisestab som en styregruppe med en kriseleder som projektansvarlig og deltagelse fra IT, drift, jura, HR og kommunikation. For de 55 % uden erfaring kan startpunktet være at introducere ISO 27000-serien og begynde en implementering, samtidig med at man indgår i netværk på tværs af værdikæden.
Øvelsen viste, at teknologien kun er én del af ligningen.
Lige så vigtigt er det, hvordan vi som ledere håndterer usikkerhed, kommunikerer klart og skaber psykologisk tryghed i krisesituationer.
Dette blog indlæg er et åbent executive summary til interesserede som missede Kick Off arrangementet den 1. oktober “Hele Danmark Øver. En fælles cyberberedskabsøvelse 2025.
Executive Summary
Det gennemgående budskab på dagen var klart: cyberberedskab kræver tillid, samarbejde og åben videndeling – både på tværs af myndigheder, erhvervsliv og mellem virksomheder. Topledelsen skal være tæt og dybt involveret i virksomhedens cyberberedskab – både i det forberedende, operative og evaluerende arbejde. De vigtigste pointer fra dagen kan opsummeres i tre råd:
Øv jer, øv jer, øv jer – kontinuerlige træningsøvelser er afgørende.
Byg tillid og del erfaringer – ingen konkurrenter i cyberforsvar, alle er afhængige af hinanden.
Planlæg worst case og involvér ledelsen – robusthed kræver mod til at se sårbarheder i øjnene.
Fuldt referat
Thorsten Schak Pedersen åbnede Kickoff-dagen med et simpelt budskab: ”Øv jer, øv jer, øv jer.” Baggrunden er den høje og komplekse internationale sikkerhedspolitiske situation, med både droneforstyrrelser og ca. 1.300 ugentlige cyberangreb mod danske virksomheder.
Jacob Kaarsbo, tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, satte et internationalt perspektiv: Hybride angreb er en del af en større værdikamp, hvor især Rusland udfordrer Europas demokratier og forsøger at ændre verdensordenen fra en regelbaseret til en magtbaseret struktur. Mekanismen er at spille på vores frygt for krig – og bruge den til at drive påvirkningskampagner. Han understregede, at Danmark ikke står alene: mange europæiske lande er ramt af sabotage, brande og endda forsøg på likvidering af erhvervsledere. Hans pointe var, at Europa må finde et balanceret modsvar, så hybride angreb får en reel pris.
Paneldebat 1: ”Danmarks cyberforsvar – er vi klar til fremtiden?”
Det korte svar var: nej – men vi kan blive det gennem mere tillid og videndeling. Budskaberne var klare:
Øvelser er afgørende, og topledelsen skal aktivt deltage.
Danmark har brug for flere cyberspecialister og en samlet uddannelsesstruktur.
Virksomheder skal dele erfaringer – der er ingen konkurrenter i cyberforsvar.
Podcasten satte fokus på 2. bølge af digitalisering, hvor AI og kvantecomputere udfordrer den klassiske logik i cyberberedskab.
Mange virksomheder slås med en tung IT-gæld (gamle servere, firewalls og VPN-teknologi).
AI øger sårbarheder, hvilket gør Zero Trust-principper nødvendige – også over for AI-agenter.
EU ønsker digital suverænitet, men USA dominerer fortsat cybertech-industrien.
Budskabet var: samarbejde er nødvendigt på alle niveauer – EU/NATO, mellem lande, mellem stat, industri og erhvervsliv. Og: planlæg efter worst case scenario.
Nicklas Fuglsang Fallesen forklarede, hvordan politiet kan forstyrre de kriminelles økosystem. De hjælper hinanden, gensælger informationer og angriber igen. Virksomheder bør inddrage politiet tidligt – via 114 kan specialister sættes ind umiddelbart.
Paneldebat 2: ”Er danske virksomheder rustet til cyberangreb?”
Panelet gav et gennemsnit på 5 ud af 10. Tillid blev set både som styrke og svaghed: Den skaber samarbejde, men også naiv tryghed. Tre råd blev givet:
Brug netværket, vær åben om sårbarheder – tillid kan blive en styrke.
Ledelsen skal planlægge ud fra worst case og øve løbende.
Cyberberedskab er et fælles ansvar i hele værdikæden.
“Sverige vælger worst-case. Danmark vælger bredde. Hvem hjælper borgeren bedst?
Det nuværende trusselsbillede er præget af hybride påvirkninger, cyber-angreb og klimahændelser. Sverige har valgt at planlægge ud fra et worst-case-scenarie og kommunikerer én enkel borgeropgave: Vær selvhjulpen i to uger. Danmark kommunikerer bredt over 14 scenarier. Det kan gøre det svært for virksomheder og borgere aktører at målrette opmærksomhed og indsats i forhold til det nationale beredskab.
Hvor sikkert er sikkert nok?
Det spørgsmål stiller mange journalister til politikere og myndigheder netop nu.
Men spørgsmålet er også grundlæggende i risikohåndtering. Kunsten er at finde en balance mellem forebyggende beredskab, akut beredskab og de omkostninger, der er forbundet med kontinuerligt at holde beredskabet up to date i en verden, som ændrer sig med stadig stigende hastighed.
Men det er også et spørgsmål, som prikker til den grundlæggende mentalitet i sikkerhedskulturen i et samfund, på en arbejdsplads og i det enkelte hjem.
Hvor sikkert er sikkert nok, når myndighedernes anbefalinger skal udmøntes i praksis, og omkostningen afholdes enten af virksomhedens økonomi eller den enkelte husstands privatøkonomi.
Spørgsmålet kan kun besvares ved at hoppe ned i kaninhullet og turde gennemtænke en række ”hvad nu hvis”-scenarier på det niveau, og så vælge worse-case og planlægge derfra.
Det hjælper med at skærpe opmærksomheden på sikkerhedskulturen og og konkretisere hvad man kan gøre for at føle sig tryg og sikker.
Risikomanagement er ikke et nyt begreb – men det er nyt at tænke i krigsscenarier
For mange projektledere og beredskabsledere vil denne måde at tænke på ikke være ny. Det er en naturlig ”due diligence” eller på dansk rettidig omhu, når man beder om finansiering til et nyt projekt. Man skal have skabt opbakning til at ideen er god og nødvendig, retfærdiggør investering og får opbakning fra de vigtigste deltagere.
Opbakningen kræver, at alle har en klar forståelse af projektets målsætning og ”what’s in it for me”.
På trods af vi har været i en situation længe med hybride angreb på infrastruktur, vurderer jeg at det fortsat er meget nyt for danskerne at tænke tanken til ende hvor kritiske infrastrukturer er sat ud af kraft. Enten som følge af cyberangreb, blackouts (totalt strømafbryd), manglende vandforsyning, blokerede trafikårer (tog, fly, motorveje) og begrænset adgang til hospitaler.
Kort sagt at turde tænke, at myndigheder og beredskab i en kortere eller længere periode vil være optaget med akutte opgaver i et omfang, så velfærdsstaten er sat på pause.
Det er et brud med den grundlæggende antagelse om, at staten kan passe på os alle og særligt de svageste.
Det er ikke en særlig rar tanke, og mange vil naturligt reagere med modstand og banalisering som naturlige psykologiske forsvarsmekanismer og adfærdsmæssigt undgå at få planlagt de relevante møder og workshops, der skal til for at få taget hul på snakken om, hvor sikkert er sikkert nok.
Myndigheder har derfor lige nu et dilemma i at balancere kommunikationen og på den ene side skabe tryghed og signalere robusthed omkring, at de kritiske infrastrukturer kan stå imod de hændelser, som skitseres i det nationale trusselsbillede, og på den anden side kommunikere, at der ikke findes garantier mod alle scenarier, og borgere skal kunne klare sig uden hjælp fra myndigheder i tre dage, og virksomheder skal klare sig selv.
Det danske nationale trusselsbillede
Det nationale risiko billede tegnes af bidrag fra en lang række myndigheder. De vigtigste er Styrelsen for Samfundssikkerhed, Beredskabsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Trafikstyrelsen, Center for Biosikring og Bioberedskab, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og mange andre.
Hver især udgiver en årlig rapport med risikobilledet inden for hvert ressortområde, hvor hovedpointerne samles i Beredskabsstyrelsens Nationale Risikoprofil.
I 2025 udgaven af Nationalt Risikobillede skitseres 14 forskellige scenarier og en række ”hvad nu hvis”-scenarier, som kan tjene til inspiration i virksomheders katastrofeplaner og i de enkelte husstande.
Samlet set giver rapporterne et dystert indblik i både statslige aktørers kapacitet og negative hensigter rettet mod Danmark og nogle få konkrete eksempler på terror, sabotage og hybride angreb på kritisk infrastruktur i Danmark eller allierede i kort afstand til Danmark. Hovedvægten af scenarier er dog primært katastrofer og ulykker der ikke er direkte relateret til militære trusler og i stedet sætter spot på miljøforhold og voldsomt vejr som følge af den globale opvarmning. Det er sådan set på linje med hensigterne fra EU’s CER direktiv.
I rapporterne fremgår der ikke scenarier, hvor Danmark angribes direkte militært men der kan være scenarier hvor Danmark er værtsland for NATO som transportkorridor mod nord og øst. Trusselsbillede er primært rettet mod scenarier, hvor der skabes usikkerhed og frygt ved, at kritiske infrastrukturers sårbarhed udstilles, som fx hændelsen med droner over Københavns Lufthavn den 23. september 2025 og over Sønderborg, Esbjerg, Skydstrup og Aalborg den 25. september 2025.
Sverige forbereder befolkningen på krig
Anderledes forholder det sig i Sverige. I maj 2018 udkom første udgave af pjecen ”Om krisen eller kriget kommer” omdelt til alle husstand. Her blev befolkningen gjort opmærksom på at både terror eller krigshandlinger kunne destabilisere samfundet.
Der var praktiske råd om at forsyne sig med vand og mad til at kunne klare sig selv, være opmærksom på misinformation og at blive opmærksom på at kunne blive indkaldt til at deltage i beredskabet. I 2021 udkom ”Handlingskraft – Handlingsplan för att Främja och utveckla en sammenhängande planering för totalförsvaret 2021-2025”. I denne rapport var udgangspunktet også at Sverige kunne blive udsat for et angreb, og at det blev lagt til grund for at planlægge det nationale beredskab centralt, regionalt og lokalt. Det er altså 3 år før Sveriges medlemskab af NATO og et år forud Ruslands invasion af Ukraine. På det tidspunkt blev det også besluttet at Försvarsmakten og Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB) i fællesskab har ansvaret for totalforsvaret.
I september 2025 har Försvarsmakten og MSB udgivet dokumentet ”Utgångspunkter för totalforsvaret 2025-2030”. Det er et dokument med en klar ansvarsopdeling for ledelsen af totalforsvaret og en præcisering af det trusselsbillede, som myndigheder og samfund med virksomheder og civilbefolkning skal fokusere på i deres beredskabsplaner.
Det er en centralisering af kommunikationen for at præcisere og afgrænse konkrete trusselscenarier og hjælpe de næste led med at prioritere indsats regionalt, kommunalt og lokalt. Både for myndigheder, virksomheder og borgere.
Kort fortalt siger rapporten, at kritiske infrastrukturer skal kunne klare sig selv i forhold til essentiel forsyning og kommunikation i mindst to uger, i tilfælde af at Sverige angribes militært, og myndigheder må prioritere en akut indsats med at iværksætte forsvar og stabilisere situationen.
Udgangspunktet for beredskabet er et worst-case-scenarie med et militært angreb mod Sveriges grænser, trods at det aktuelle trusselsbillede primært er centreret på hybride angreb.
Rapporten skitserer syv scenarier, som myndigheder og civilsamfund skal forberede sig på at kunne modstå: Hybride trusler, Host Nation Support, begrænset angreb mod den nordlige del af Sverige, angreb mod Gotland, angreb med langdistancevåben i tætbefolkede områder, forstærkning af NATO’s nordlige flanke i Finland og forstærkning af NATO i Baltikum.
Fordele ved Sveriges kommunikationsstrategi
Det er et væsentligt andet kommunikationsbillede, som tegnes i dokumentet med præcise angivelser af vigtige transportkorridorer, der skal sikres for at forsyningslinjer kan fortsætte gennem Danmark, Norge og Sverige til Finland og Baltikum.
Det giver et konkret billede at forholde sig til, sådan at aktører og befolkningen forstår hvad et øget og ustabilt trusselsbillede helt konkret betyder i praksis. Det betyder at forberede sig på worst-case scenariet.
Fordelen er, at det bliver meget konkret, hvilke scenarier befolkningen skal planlægge ud fra – de vedtages og kommunikeres efter top-down-princippet, mens løsninger og detailplaner lægges ud lokalt.
Det følger et princip inden for beredskabsledelse om så vidt muligt at decentralisere krisehåndteringen, i det omfang der er tid og ressourcer til at håndtere hændelser lokalt.
Den centrale håndtering forbliver koordinerende, indtil der er behov for på kort tid at inddæmme en hændelse, så den ikke spreder sig.
Samtidig forbereder rapporten også svenskerne på nye forpligtelser i NATO-regi ved at skulle deltage i operationer uden for Sverige og pointerer betydningen af internationale konventioner for krigsførelse. Rapporten nævner også, at samfundet skal være gearet til bl.a. at sikre børns udvikling og trivsel ved, at der er mulighed for onlineundervisning.
På blot 40 sider er rapporten klar og præcis, og man får et klart indtryk af, at hvor ubelejligt og trist det end er, skal myndigheder og det civile samfund have forberedt sig på et worst-case-scenarie.
Rapportens pointe er, at et gennemtænkt beredskab i alle led vil virke demotiverende på en modstander, da sandsynligheden for succes er mindre, når myndigheder kan koncentrere fuld tyngde på forsvar og omdirigere de nødvendige ressourcer og vide, at det civile samfund forstår hvorfor og samtidig er i stand til at klare sig selv i mindst to uger.
Forskelle og ligheder mellem Danmarks og Sveriges tilgang til beredskab
Danmark og Sverige ligner på mange måder hinanden som en del af den nordiske samfundsmodel med en stærk velfærdsstat. Men der er væsentlige forskelle. Danmark har ministerstyre, hvor politikere er direkte ansvarlige for ministerier og styrelser og kan gribe direkte ind i ledelse og enkeltsager. I Sverige rammesætter politikere alene mål og ressourcer for myndighederne, som derefter på egen hånd udmønter lovgivningen.
I Sverige er totalforsvaret centraliseret i to myndigheder: Försvarsmakten og Myndigheten för samhällsskydd och beredskap. Det danske totalberedskab er bredt ud på flere myndigheder – Forsvaret, politiet og Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab – samt en række myndigheder, som hurtigt kan træde sammen i den Nationale Operative Stab. Det kan fx være Trafikstyrelsen, som blandt andet har ansvar for civile maritime havne og lufthavne og ansvar for Naviair, mens Styrelsen for Samfundssikkerhed har ansvar for cyberberedskabet og det civile beredskab.
Der er også den forskel, at Sverige er et nyt medlem af NATO og forud har skullet forsvare deres egne grænser koblet med en forsvarsindustri, som gør Sverige selvforsynende med både jagerfly, kampvogne, korvetter og ubåde. Med en stærk forsvarsindustri og eget ansvar for nationalt forsvar har svenskerne derfor naturligt nok haft et kontinuerligt fokus på eget forsvar – både direkte, men også indirekte ved en bred forsvarsindustri, som har skabt opmærksomhed omkring ideen om at kunne forsvare sig.
Det er væsentligt forskelligt i forhold til Danmark, som i lang tid havde gearet Forsvaret som ekspeditionsstyrke og først i de senere år igen har fået fokus på territorialt forsvar. Årsagerne til dette kan være mange, men nok hovedsageligt en tro på, at medlemskab af NATO var tilstrækkeligt til at afskrække et angreb, og at samhandel ville motivere til at knytte stærke bilaterale bånd. Samtidig er forsvarsindustrien begrænset til teknologiske kapaciteter, mens produktion af ammunition og materiel er blevet outsourcet til andre lande.
I forhold til EU’s mål om at skabe robuste infrastrukturer via CER-direktivet har Danmark også først implementeret lovgivningen i juli 2025, trods målet var ultimo 2024. CER-direktivet i Danmark har et mål om, at den kritiske infrastruktur og den nødvendige forsyningssikkerhed er robust senest marts 2027. Målet her er også at kritiske infrastrukturer og service leverandører skal kunne opretholde selvstændig drift i en periode.
Beredskabsstyrelsen har udviklet et risikobillede med 14 scenarier. Ud af dem er to relateret til cyberangreb og terrorangreb. Der er ikke scenarier med risiko for et militært angreb. I stedet er fokus på en række miljøkatastrofer, som kan have betydning for den kritiske infrastruktur og forsyningssikkerhed i Danmark.
Sveriges model er klar i spyttet, men Danmarks fremmer samarbejdet
Den væsentligste forskel på Danmark og Sverige er, at de svenske myndigheder har taget udgangspunkt i et worst-case-scenarie med et militært angreb mod Sverige som grundlag for både myndighedernes og civilbefolkningens planlægning af beredskab. Den antagelse er kommunikeret til befolkningen igennem 7 år og været grundlag for den strategiske udvikling af totalforsvar og civilt forsvar.
I Danmark har beredskabsplanlægningen primært lagt vægt på hybride angreb og miljøkatastrofer som grundlag for planlægning af det decentrale beredskab. Der er lagt vægt på det tværsektoriale samarbejde som er nødvendigt for koordinering af indsats i en krisesituation.
Men vægten på miljøkatastrofer har betydning for tonen, alvoren og hvor presserende myndighedernes budskab skal opfattes.
Svenskernes budskab er meget konkret, mens det danske er bredt ud på 14 forskellige scenarier, hvor decentrale aktører selv skal vurdere, hvilke der er vigtigst for dem.
Begge modeller kan have fordele, men kommunikationsmæssigt giver den svenske model et klart signal om:
hvad man skal forholde sig til,
hvorfor man skal forholde sig til det, og
hvad man konkret skal gøre – og
i hvor lang tid.
Danmark bør – ligesom Sverige – turde tage udgangspunkt i et worst-case-scenarie. Det giver borgerne et enkelt budskab: I kan regne med staten, men I skal også kunne klare jer selv i mindst to uger.
Som virksomhed skal man også turde stille spørgsmålet, hvor sikkert er sikkert nok og lægge ét worst case scenarie til grund. Det giver medarbejdere et klart fokus for deres opmærksomhed på trusler og hvad de konkret skal gøre i dagligdagen – også før ulykken eller krisen rammer.
Start med det enkle: De største skridt i sikkerhedskulturen begynder ofte med de små vaner i hverdagen.
CER-direktivet stiller krav: Men ofte finder du effektive forbedringer i de lavthængende frugter.
Sikkerhedskultur er dynamisk: Vil du gøre din organisation mere robust, så arbejd datadrevet og opdag trends før de har impact.
Høst de lavthængende frugter først, når I udvikler sikkerhedskulturen
CER-direktivet retter spotlyset mod sikkerhedskulturen i den kritiske infrastruktur.
Frem mod 2027 SKAL en række virksomheder og leverandører arbejde med sikkerhedskultur og leve op til EU-standarder (COMPLIANCE) om modstandsdygtighed – både over for sabotage og cyberangreb, og i forhold til forstyrrelser af samfundsvigtige funktioner. Samtidig skal vi forberede os på ugunstige vejrforhold som følge af den globale opvarmning.
Compliance (SKAL) aspektet med sikkerhedskultur, bliver både sjovere og mere meningsfyldt hvis arbejdet også har engagement (VIL) hos både ledelse og medarbejdere.
Den slags motivation handler ofte om, en grundlæggende tro på at man selv kan planlægge og udføre det der skal til for at lykkes. Det handler om at individet skal tro på egne evner til at lykkes.
Det er langt lettere når man bruger princippet om at starte med de lavthængende frugter.
Lavthængende frugter ses i praksis
At høste de lavthængende frugter betyder at identificere de forbedringer, der kræver mindst mulig indsats her og nu – både i forhold til ressourcer og organisering.
Det er ikke en undskyldning for ikke at arbejde strategisk, men et princip om løbende opmærksomhed på de vaner og rutiner, vi alle har omkring sikkerhed.
Sikkerhedskultur er dynamisk. Ligesom en virksomheds strategi må tilpasses udviklingen i politik, økonomi, sociale forhold og teknologi, må sikkerhedskulturen også vurderes kontinuerligt.
På engelsk skelnes mellem ”Occupational Safety” (arbejdets farlighed i sig selv – fx værnemidler, afskærmninger) og ”Occupational Security” (sikkerhed mod mennesker – fx vold, trusler, sabotage og spionage).
Arbejdsmiljøudvalget er et oplagt organ til både at arbejde med de lavthængende frugter og til at udvikle sikkerhedskulturen strategisk.
De lavthængende frugter kan ofte høstes med enkle metoder som observationer, interviews og spørgeskemaer. Et klassisk eksempel er frokostpausen: Hvad sker der, når folk gerne vil hurtigt ud i solen? Ofte holder man døren for hinanden, uden at tjekke adgang. Konsekvensen kan være, at uvedkommende får adgang til bygningen – eller at man mister overblik over, hvor mange der er i huset ved brand.
Nudging kan her være en effektiv metode: små cues, der hjælper medarbejderne til at handle sikkert. Det kan være piktogrammer som visuelle påmindelser, eller små hjælpemidler – fx en bakkeholder ved scanneren, så man kan scanne ID-kortet, selvom man har hænderne fulde.
De højthængende frugter kræver data
Når organisationen skal træffe strategiske beslutninger om sikkerhedskulturen, kræver det et solidt datagrundlag – både kvantitativt og kvalitativt. Min erfaring er, at mange virksomheder vurderer sikkerhed ”sag for sag” uden at samle op i fx kvartals- eller årsrapporter med KPI’er. Dermed går værdifuld læring tabt. Det kræver, at arbejdet er datadrevet: hændelser registreres, vurderes samlet og analyseres, så trends opdages og kan håndteres, inden de udvikler sig.
En datadrevet tilgang giver tre klare fordele:
Læring før, under og efter hændelser. Organisationen udvikler en kultur, hvor sikkerhed evalueres systematisk.
Stærkere risikostyring. Drift-adfærd, hvor praksis langsomt glider væk fra instrukser, kan opdages og korrigeres.
Øget psykologisk tryghed. Når hændelser registreres og følges op, oplever medarbejdere, at deres input betyder noget, og at systemet reagerer.
Et datadrevet arbejde giver samtidig ledelsen mulighed for at kommunikere status på compliance med standarder – og dermed styrke opmærksomheden på sikkerhed i hele organisationen.
Hvis du eller din virksomhed gerne vil arbejde med sikkerhedskultur, ledelsesinformation og datadrevne metoder, er I velkomne til at kontakte mig.
Jeg har arbejdet med sikkerhedskultur, krisepsykologisk beredskab og menneskers adfærd på arbejdspladsen gennem 20 år. Jeg omsætter data og information til fagligt beslutningsgrundlag og målretter kommunikation strategisk.
I et land og samfund hvor vi har følt os trygge i mange år, bliver den måske sværeste omstilling – den psykologiske: At vi går fra en tillidsbaseret tilgang til en mere opmærksom eller agtsomt – måske endda direkte vagtsom tilgang.
Sommerferien er slut, og for mange virksomheder med tilknytning til kritisk infrastruktur går arbejdet nu i gang med at implementere CER-direktivet og NIS2-direktivet som trådte i kraft hen over sommeren.
Det kan umiddelbart lyde som en temmelig tør affære, men som organisationspsykolog kan jeg ikke andet end tro, det det bliver en utrolig spændende udfordring at få omsat lovstof og guidelines til praksis i virksomhederne – både de offentlige og de private.
Det bliver på mange klassisk strategisk kommunikation og organisationspsykologi, målrettet et skift i mindset, hvor vi alle bliver lidt mere opmærksomme i dagligdagen på de hændelser som kan få betydning for at hverdagen kan blive ved med at fungere.
Det vil betyde der skal udvikle udvikles og trænes beredskabsplaner på mulige hændelser og udarbejdes virksomhedsspecifikke opmærksomhedskampagner så de ansatte kan være opmærksomme på risici i dagligdagen.
Der bliver brug for kommunikation og ledere der kan ”tale så mærkes” så der skabes vedvarende opmærksomhed omkring vaner og adfærd støtter op omkring en sikkerhedskultur.
Hvad er CER og NIS2 og hvorfor er det vigtigt for mig?
Den internationale konkurrence mellem stater, og særligt stormagter, er intensiveret i de seneste år. Særligt Ruslands og Kinas aktiviteter er i myndighedernes søgelys i forhold til hybride aktiviteter som forstyrrer samfundets sikkerhed.
EU har derfor udviklet retningslinjer for medlemslandenes håndtering af nationalt beredskab for at beskytte samfundet mod naturskabte katastrofer som følge af oversvømmelser, voldsomt vejr og rumfænomener, men også mod menneskeskabte konflikter og katastrofer som følge af kriminalitet, konflikt og krig.
CER-direktivet (Critical Entities Resilience) og NIS2 (Netværk and Information Systems Directive 2) er begge udviklet i EU med henblik på at sikre robusthed i samfundet særligt omkring cybersikkerhed og kritisk infrastruktur.
Som en digitaliseret nation har Danmark også en betydelig sårbarhed over for nedbrud i den digitale infrastruktur, som styrer vores økonomi, transport og kommunikation, men også mange steder driften af maskiner og enheder, der er afhængige af at kunne monitoreres og styres via internettet – de såkaldte Internet of Things (IoT).
Sikkerhedskultur handler (også) om at flytte følelser, tanker og adfærd
I et land og samfund hvor vi har følt os trygge i mange år, bliver den måske sværeste omstilling – den psykologiske: At vi går fra en tillidsbaseret tilgang til en mere opmærksom eller agtsomt – måske endda direkte vagtsom tilgang.
Scenariet fra beredskabsstyrelsen er, at vi allerede nu skal kunne klare os selv i tre dage uden hjælp fra myndighederne. I november 2024 offentliggjorde DR en undersøgelse som dog viste, at to tredjedele af befolkningen, at de ikke har gjort sig klar derhjemme.
Det billede som tegnes af myndighederne viser, at store stater er motiverede for at påvirke dagsordener og holdninger i vores samfund, overføre teknologier, de kan bruge til våbenindustrien eller sætte dem selv teknologisk i front, udøve chikane via cyberangreb eller sabotagevirksomhed.
Selv mindre hændelser kan resultere i kaskadeeffekter, hvor det offentlige Danmarks forskellige sektorer kan blive udfordret på at levere den service, vi tager for givet i hverdagen.
Kunsten her bliver at bevare både den sunde fornuft, og de værdier vi sætter pris på i et samfund baseret på tryghed og tillid. Både til hinanden, til myndigheder og til fremmede -men samtidig sikre et system, som er robust til både at forebygge og håndtere hændelser og hurtigt genetablere tillid og kontinuitet.
I Artikulation tror vi, at de næste år frem mod en fuld implementering af CER-direktivet i juli 2027, vil udvikling og træning af medarbejdere særligt skulle fokus på træning i beredskab, sådan at de enkelte virksomheders beredskab er gearet til at håndtere både det aktuelle trusselsbillede, men også være i stand til at ændre sig løbende – da et trusselsbillede er dynamisk og kan ændre sig, når forholdene i omverdenen ændrer sig.
Det er der en stor kommunikationsopgave i at få til at lykkes, sådan at budskaber og pointer når ud til alle dele af en virksomhed.
Beredskabskommunikation kan blive et nyt sprog der skal læres
I starten af min karriere arbejdede jeg med at udvikle et krisepsykologisk beredskab i Kriminalforsorgen. Det var et spændende arbejde for en ung organisationspsykolog og formede på mange måder mit mindset som konsulent.
De tre vigtigste erfaringer, jeg fik med fra det arbejde, var:
Ansvaret for beredskabet skal forankres hos en ledelse, der er til stede 24 timer i døgnet, 365 dage om året, og som kan træffe en umiddelbar beslutning om at aktivere beredskabet og indkalde nødvendigt personale til at løse opgaven.
Det er nødvendigt at planlægge med overkapacitet i beredskabet – det er en ”just in case” tankegang IKKE ”just in time”.
Arbejdsgangen skal standardiseres med en række ”standard operating procedures”, såkaldte SOP’er i enten papirform eller digitale.
Ovenstående giver et udgangspunkt, hvor der er tilstrækkelig kapacitet til at håndtere en hændelse ensartet på grundlag af både viden og træning, men også støttedokumenter i selve hændelsen.
Støtte dokumenter hjælper med at strukturere afdækningen af hændelsen og de involverede parter, og gør det let at krydse de kategorier af som er i spil. Men vigtigst – de hjælper kriselederen med at huske detaljer i en presset situation og foretage skarpe vurderinger.
Men lige så vigtigt – det giver mulighed for at opsamle data undervejs, som er essentielle til både at evaluere og lære af hændelsen, når indsatsen er overstået. Det giver et datadrevet beredskab som løbende kan identificere indsatsområder for både ledelse og videre træning og være værdifuldt som løbende ledelsesinformation.
For mange der allerede arbejder i beredskab inden for fx redning, hospital eller myndighedsudøvelse vil dette ikke være en ny måde at tænke på.
Men for andre vil det være både et nyt sprog, kultur og adfærdsnormer som kan virke uvante og som skal bruge tid til at vænne sig til at kunne tale og navigere i en beredskabssituation.
Vi er klar til at hjælpe jer med at omsætte lovstof og guidelines til adfærdsændrede kommunikation
I den kommende tid vil vi fokusere på kommunikation i relation til CER og NIS2 i vores nyhedsbreve med inspiration til, hvordan elementer fra organisationspsykologi, krisepsykologi og kommunikation kan bruges i planlægningen af arbejdet med at udmønte CER og NIS2.
I velkomne til at kontakte os uforpligtende om jeres overvejelser om kommunikation, læring og krisepsykologi.
Vi står klar til at hjælpe jer med at forme budskaber, pointer og indhold og støtte ledere til at tale troværdigt – og til at tale så det kan mærkes.
Pas på hinanden
Robert Benjamin Andersen
Autoriseret psykolog / Kommunikationsrådgiver
Lær konflikthåndtering og krisekommunikation med Artikulation
Lige nu i August 2025 er folkepensionsalderen 67 år. Men i de kommende år vil folkepensionsalderen gradvist stige til 71 år. Da jeg startede på universitetsstudiet i 1999, blev pensionsalderen sat ned til 65 år. Der lå pensionsalderen i cirka 20 år frem til 2019 hvor tilbagetrækningsaftalen fra 2011 bliver effektueret og gradvis igen hæver pensionsalderen til 67 år i 2022. Den tendens vil fortsætte de næste 50 år hvor det estimeres at pensionsalderen i 2070 vil blive 74 år.
Konsekvensen er, at arbejdslivet forlænges med 7 år. Vel at mærke i den del af livet hvor entropien sætter ind på hjerne og krop. Det rejser et spørgsmål om, hvordan det arbejdende menneske kan mestre et arbejdsliv til både at kunne holde til arbejdslivets belastninger frem til at blive 74 år gammel og samtidig have en ”gulerod” at se frem til i form af pensionsopsparing og et helbred til at kunne trives også i alderdommen. Fysisk, psykisk og socialt.
Mit bud er, at mennesker i fremtiden vil dyrke flere karrierespor med forskellige fagligheder.
Menneskelige ressourcer over tid i et karriereforløb
Hvad er menneskelige ressourcer?
Jeg har arbejdet på begge sider af menneskers arbejdsliv. Som organisationspsykolog har jeg arbejdet med ”Human Resource” altså ”Menneskelige Ressourcer”. Her har jeg været specielt opmærksom på de færdigheder og egenskaber mennesker har til at kunne løse en given funktion og de arbejdsopgaver der følger med. Et job stiller en række krav til opgaveløsningen og et menneske vil modsat have en række ressourcer til at kunne håndtere de krav.
Nogle krav vil være fysiske, fx muskulær styrke, syn, højde og udholdenhed som kan være særligt relevante i et beredskabsarbejde. Andre krav kan være psykologiske. Det kan være kognitive ressourcer som problemløsning, viden, hukommelse, analytisk evne, sprogkundskaber, opmærksomhed og reaktion eller følelsesmæssige ressourcer som fx evnen til at være professionel empatisk i et sundhedsfagligt arbejde.
Når man arbejder med Human Resource er man altså ikke bare interesseret den tid et menneske stiller til rådighed for arbejdspladsen. Men vil udnytte, udvikle og stimulere alle de menneskelige ressourcer et menneske har, for at kunne matche jobbets krav bedst muligt. Man vil have den udadvendte personlighed ud blandt kunderne, og den mere indadvendte person til at holde styr på lageret.
Hvis etikken følger med, så værner arbejdspladsen også om de menneskelige ressourcer, så den ansatte ikke udvikler stress hvor krav overstiger ressourcer og kontrol.
Men jeg har også arbejdet som klinisk psykolog på en af de mange sundhedsordninger der tilbyder psykologhjælp. Her har jeg rådgivet mennesker til at komme oven på igen, når de er blevet ramt af belastningsreaktioner i arbejdet som følge af ulykker, omstillinger eller jobutryghed.
Nogle gange har jeg kunne hjælpe med at rådgive om at komme tilbage i samme arbejde, altså op på hesten igen. Andre gange har jeg taget fagligt mod til mig og turde stå på mål for at sige: ”Jeg tror du skal overveje at finde noget andet”.
Udfordringen for den enkelte bliver ofte deres egen selvfortælling om hvad de kan og skal i livet, med den uddannelse de nu har valgt. Det kan være svært at se op over det hegn som en arbejdsidentitet giver for selvforståelsen.
Betjente der bijobber
Mit første møde med kombinerede karrierer var fra mit arbejde i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Her arbejdede jeg i perioden 2007 til 2012 som Human Resource konsulent og organisationspsykolog med ansvar for det krisepsykologiske beredskab.
Allerede dengang var bemandingen i Kriminalforsorgen en strategisk udfordring både i forhold til at kunne tiltrække og fastholde personale i konkurrencen med de øvrige erhvervsliv om ”de menneskelige ressourcer”.
Én af de strategiske udfordringer var, at betjentene bijobbede. På den ene side var der nogle fordele ved, at mange var interesserede i at tage de lange vagter. De lange vagter gjorde det let at planlægge tjeneste for arbejdspladsen, og modsat gav det mulighed for at nogle betjente kunne bo langt væk og overnatte på tjenestestedet. Når de så havde fri, kunne de bijobbe og få en lidt bedre økonomi end jobbet i staten umiddelbart gav mulighed for. Ulempen kunne være, at det var svært at motivere betjente til overarbejde, da de allerede ”overarbejdede” i fritiden.
Men set i bakspejlet i et skær af den stigende pensionsalder, opvejede fordelene nok ulemperne. Et job som fængselstjent er på den ene side et karrievalg med en ret høj grad af jobsikkerhed, da der er mangel på fængselsbetjente. På den anden side, er det et job med betydelige risici for nedslidning både på grund af de fysiske, organisatoriske og psykiske belastninger. Fysisk på grund af risiko for både ulykker men også megen inaktivitet ved overvågningsarbejde. Organisatorisk som følge af skifteholdsarbejde og psykisk som følge af de høje følelsesmæssige påvirkninger, der kommer fra arbejdet med socialt belastede og potentielt truende og voldelige indsatte.
I det skær, har det nok været hensigtsmæssigt, at betjentene satsede på ”flere heste” i forhold til arbejdslivet for at modvirke de belastninger som arbejdets krav giver på de menneskelige ressourcer.
Karrierestrategien er at arbejde sammen med sin bedste kammerat?
”John er min bedste kammerat. Når vi møder om morgenen, så får vi da lige et lille kram og siger godmorgen. Det er sådan det skal være når man er venner”.
I februar 2025 mødte jeg håndværkerne John og Ole. John bijobber som arbejdsmand for Ole på 64, som er tømrer. Opgaverne kører de igennem Johns logistik og supply chain firma.
Ole fortæller, han har en datter på 10 år. Han har tænkt sig at arbejde, indtil hun flytter hjemmefra, for hendes kammerater skal ikke gå og sige, at hendes far er pensionist. Det betyder, at Ole overvejer at arbejde til han er 80.
John og Ole mødte hinanden i deres voksne liv i en vandskiklub hvor de løbetrænede sammen, og siden løb maraton sammen og nu cykler sammen. For 10 år siden mødte de hver især tidligt ind hver tirsdag morgen for at være sikre på at have tid til at cykle sammen halvanden time inden frokost, hvorefter de gik tilbage til arbejdet igen. Begge har været selvstændige hele deres voksne liv.
I dag hjælper de boligejere med praktiske problemer som fx akustiklofter eller overhæng til et skur. De byder ind på større opgaver i et boligområde og laver så projektet sammen over en periode på en eller flere uger.
John fortæller, at den model han arbejder efter, er resultat af en coaching samtale for flere år siden, hvor han blev klar over, at han gerne vil bruge 2 dage om ugen på analytisk arbejde foran skærmen alene, 2 dage sammen med kunder, men mindst én dag om ugen skulle være udenfor. Ellers gav det ikke mening. Det giver mulighed for at blande det stillesiddende arbejde med et fysisk arbejde og frisk luft og lys som modsætning til logistikken på lageret. Det betyder dog ikke, at det er alt slags vejr John og Ole arbejder i. Tværtimod har de den fleksibilitet i deres liv, at de som udgangspunkt arbejder udenfor når vejret er godt, og indenfor med andre opgaver hvis vejret er for barsk.
Ole fortæller, ”man skal bare tage springet hvis man er kørt fast. Når man lukker en dør, åbner der sig en anden. Det kræver mod at ændre kurs”. Ole fortæller videre ”Mange er måske bange for at arbejde sammen med venner og bekendte og familie – det skal man ikke være. Der er en helt anden loyalitet. Selvfølgelig kan man godt komme op og skændes – men hvis man ikke kan tåle det, er man ikke venner”.
Måden John og Ole arbejder sammen på, er et typisk eksempel på en arbejdsform med en lav grad af kompleksitet, og hvor kommunikation og koordinering kan klares i den daglige dialog. Indholdet og produktet af arbejdet kan følges fra indkøb af materialer til det færdige produkt. Det er næsten at vende tilbage til tiden før industrialiseringen, hvor håndværket gik i arv i familien, og arbejdsopgaven kunne følges fra start til slut, inden at industrialiseringen brød arbejdet ned i enkelt gentagne bevægelser ved samlebåndet og opløste arbejdets mening og sammenhæng til produktet.
Men John og Oles måde at arbejde sammen på imødekommer også et menneskeligt behov for at være sammen om arbejdet med mennesker vi holder af. Kollegaen er ikke bare en kollega, men ”den bedste kammerat”. Prisen er usikkerhed. Ole fortæller, at han tidligt har lært at tage ansvar for sig selv, hans forældre var landmænd. Man får fornemmelsen af, at Ole tidligt har lært at skabe sine betingelser og rammer i livet.
Hovederhvervet blev bijob – og bijob den økonomiske tryghed
”Får du nogle opgaver? – Nej det har været ret begrænset, mine gamle erhvervskunder henvender sig heller ikke mere”.
Jeg overhørte snakken ved morgenmaden mellem to freelance inden for Film og TV-branchen, ved Delegeret Mødet i Journalistforbundet.
En efterhånden broget skare af mennesker som arbejder med journalistik og kommunikation. Altså både journalister, film og TV-medarbejdere, kommunikationsmedarbejdere, kommunikatører, bloggere og influencere. ”Jeg arbejder som buschauffør i København”, sagde en anden. ”Jeg kan ikke leve af at være journalist længere, det er ikke til at få et job”. Billedet stemmer godt overens med overskrifterne i journalisten som dagligt tikker ind i mailboksen ”DR opsiger, Nordjyske Opsiger, TV opsiger, Alle andre brancher fik lønstigninger undtagen journalisterne” kan det opsummeres. Det er på trods af, at der månedligt optrevles skandalesager, og at vi alle forbruger mere skærmtid og underholdning end nogen sinde.
Fotografen jeg sidder til bords med, har valgt at uddanne sig til elektriker som hovederhverv og journalisten arbejder som buschauffør. En klipper har uddannet sig inden for naturpleje og træbeskæring. Fælles for dem er, at der ikke er den samme efterspørgsel på kvalitet i arbejdet, prisen presses ned og med det tiden, som kan anvendes på at levere et meningsfuldt produkt.
Måske det igen er en effekt af, at industrialiseringens samlebånd og ønske om at ting skal produceres hurtigere og mere effektivt gerne ved brug af generativ AI, så tidskrævende opgaver kan elimineres og erstattes med nuller og ettaller.
I min optik bliver journalisternes og film og TV folkenes bijobsstrategi ikke kun en overlevelseskamp. Det er også en fandenivoldsk reaktion på at stå på sin ret til enten at lave et stykke arbejde, som er meningsfyldt, og tro på at kvalitet er tid og pengene værd, på trods af, at der hurtigt kan produceres tekst og billede, som udfylder pladsen imellem annoncespalterne – eller sige nej tak og lave noget andet.
Det skal give mening at arbejde til man er 74
Som organisationspsykolog kender jeg effekten af, hvis mennesker ikke oplever, der er mening i deres arbejde. Når mennesker ikke oplever et umiddelbart personligt incitament eller et altruistisk incitament for deres arbejde, vil det mistrives. Resultatet er typisk stress, angst og depression og nogenlunde i den rækkefølge.
Mennesker er meningssøgende væsener med lige så mange behov, som de har ressourcer til at imødekomme et arbejdes krav. Organisationer har modsat deres egne dynamikker og tilpasser sig ændringer i samfundet, økonomisk, juridisk og politisk.
Aktuelt ses en tendens, hvor en yngre generation af ansatte har forholdsvis korte ansættelser på måske 2-3 år og ikke oplever sig specielt loyale over for en arbejdsgiver. Men måske fremtiden også er, at der skal planlægges i flere karrierelivsperioder for at mennesker kan være langtidsholdbare igennem hele arbejdslivet, når ændringer i samfundet overhaler den implicitte psykologiske kontrakt, en ansat har med sig selv og sit arbejdet i forhold til, hvad der giver mening i livet.
Det vil være et brud med vores uddannelsesmodel som gratis stiller uddannelse til rådighed for borgerne mod at den betales tilbage ad åre via skatten. Flere uddannelser igennem et liv, vil potentielt også være en arbejdspause, som tager luften ud af både pensionsindbetalinger og skattebetalingerne.
I den optik har strategien om højere pensionsalder muligvis en række sociologiske og økonomiske eksternaliteter som kan ende med at spænde ben for, om projektet lykkes.
Nyborg Strand har igennem 125 år fungeret som badehotel, i Danmarks hjerte. Det ligger med udsigts til Storebæltsbroen som forbinder Sjælland med Fyn og via Lillebæltsbroen, Fyn med Jylland.
Måske er det også derfor, at Nyborg Strand i nyere tid har været en favorit for fagbevægelsen som konference hotel. Hotellet ligger centralt og er forbundet med hele Danmark. En symbolik som måske ikke kun er en floskel.
I dag skinner morgensolen på et blikstille Storebælt, skyfrit og idyllisk. Morgenmaden indtages uden for med udsigt til strand og Storebæltsbroen. Der tales stille og alle nyder den smukke morgen. Omkring bordet sidder journalister, fotografer, klippere og tilrettelæggere.
Jeg er til delegeret møde i Dansk Journalistforbund. Jeg er delegeret for film og TV-gruppen, mit nye faglige ståsted efter 20 år i dansk psykolog forbund som psykolog.
Arbejdslivet er på dagsordenen
Inde i konferencesalen kigger jeg ud på næsten 300 delegerede. Der er mødt op for at sætte en retning for forbundet, og vælge ny formand, næstformand og hovedbestyrelse.
Organisationspsykologen i mig kan ikke undlade at være nysgerrig på hvad det er for et væsen jeg betragter”. Det er sammensat af journalister, redaktører, fotografer, klippere, kommunikatører, tilrettelæggere, værter, freelancere, og fastansatte. Og ja så må jeg ikke glemme bloggere og influencere. En kludetæppe fristen eg til at tænke af mennesker som lever af at kommunikere.
Eller måske det er mere præcist at sige, de lever for at kommunikere, fordi flere oplever at livet i kommunikationsbranchen er under pres, til trods for at medie og underholdningsbranchen er online 24/7 365 dage om året.
De delegerede på mødet er er bekymrede for fremtiden, for at kunne have et fast arbejde, rimelige forhold som freelance tilknyttede. De er bekymrede for at miste ophavsretten over det de producerer. De er også bekymrede over at AI og disinformation disrubter historier de producerer under et fagetisk ansvar. Hvem gider slå op i avisen, når man kan spørge chatgtp – kunne man spørge.
Journalister fysiske sikkerhed er truet
Men journalisterne er også bekymrede over deres fysiske sikkerhed når de afdækker kriminalitet, svig, bedrag og forbrydelser.
Formanden for det norske journalistforbund Dag Idar Tryggestad sagde i hans tale, at i Tyrkiet lige nu er det land med flest fængslede journalister i verden, og i Rusland eksisterer den frie presse ikke mere. Ukraines formand Sergie Timilinko for den nationale forening af journalister, fortalte om at ukrainske journalister intimideres og deres kontorer rammes af russisk militær med kugler og granater.
Det sætter journalisters rolle i samfundet på spidsen, når Sergie giver en vidneberetning om, hvad der sker med pressen og vores alles adgang til objektive nyheder, når den internationale samfundsorden bryder sammen, blot få tusinde km fra Nyborg Strand.
Når en stat bliver aggressor mod journalister, er det et angreb på demokratiet.
Som psykolog har jeg talt om arbejdsmiljø, med stort set alle faggrupper der findes i Danmark.
Tanken om at det er farligt at gå på arbejde for voksne, er på den ene side fjern for de fleste. Statistikker om ulykker på arbejdet og stress fortæller dog en anden historie. Ifølge Arbejdstilsynet 2024 omkom 30 danskere på deres arbejde. Fagbevægelsernes Hovedorganisation har anslået at arbejdsulykker koster godt 30 milliarder om året.
Men intimidering og modarbejdelse af et legitimt arbejde ved trusler og vold kan ikke betragtes som ulykker når det er intenderet fra magthavere. Her er der ikke tale om ressourcesvage borgere som udtrykker frustration via vold og trusler mod en sundhedspersonale eller myndighedspersoner.
I stedet er der tale om ressourcestærke interesser som ønsker at undergrave samfundets fundament for demokrati og retssikkerhed. Så er der ikke kun tale om risici forbundet med arbejde, men om angreb på demokrati. Målet er ikke den enkelte journalist, målet er fundamentet under demokrati, retssikkerhed og frihed.
Mødet med krigsfotograferne som har dokumenteret konflikt og krigszonen i billeder og lyd gør særligt indtryk og sætter et ansigt på problemet.
De fortæller om at være tilbageholdt og deres lokale kollegaer truet med likvidering. Det mest sigende er ikke det ekstreme og dramatiske i deres oplevelse, men blikket i øjnene og den lille pause bagefter, hvor det ser ud til at oplevelserne spiller bag øjnene endnu.
Værdien af journalisters arbejder kender vi først når vi har mistet den
Krigsreporternes historier får mig til at tænke over, hvornår har jeg egentligt sidst hørt en politiker tale rosende om journalister, og sætte pris på den risiko journalisterne løber når de i demokratiets tjeneste afdækker kriminalitet og magtmisbrug i alle dets former.
Det foregår naturligvis til skåltalerne og prisoverrækkelserne fx til Cavling Prisen. Og den politiske prioritering har vi også med mediestøtten til DR, TV2 og alle de øvrige som kan søge statsstøtte til public service.
Alligevel syntes jeg ofte det er kritikken af journalisters arbejde som står tilbage, når historierne bliver ubelejlige.
Men værdien af journalister arbejde kender vi nok først når vi mister den. Når den objektive nyhedsstrøm tørrer ud, og vi ikke kan tage stilling til samfundet og hinandens interesser på et oplyst grundlag. Når vi ikke længere har en garanti for, at nogen står op hver morgen og går på arbejde for at sikre, at dem vi giver magten, ikke misbruger den.
I Billeshave i Rungsted skinner solen ned på den 3000 kvadratmeter store have. Bierne summer fra de nyligt opstillede bistader, blomsterne er sprunget ud på frugttræerne og grøntsagerne står flot og grønt i højbedene.
Hovedhuset er bygget i røde mursten og opført i 1860 af portræt kunstner Johan Vilhelm Gertner. Inden for er huset udsmykket med gipsrelieffer fra Thorvaldsens værksteder. Stedet emmer af kultur og historie og danner rammen om Kulturforeningen Billes Have som arrangerer kulturelle oplevelse for både voksne og børn.
I dag er der stillet borde og stole op til 50 gæster som kommer til netværksmøde med kaffe og kage, samt musik og dans. Der er rejst et telt, hvor musikerne kan spille koncert i skygge for solen.
Foran teltet er der plads til at gæsterne kan danse. På harmonika og sang begynder duoen med italienske klassikere. Allerede ved indledningen til ”That’s Amore” bliver græsplænen hurtigt omdannet til en balsal og det er tydeligt at se, at kærligheden blomstrer mellem de dansene par.
Demensen syntes forduftet og tilbage er kun mennesker der danser, synger og griner.
Musikken er ikke tilfældigt valgt. Stilen og numrene afspejler den tid, som gæsterne er rundet af. Musik har evnen til at stimulere hukommelsen fordi den taler direkte til følelserne, lidt på samme måde som dufte kan fremkalde erindringer umiddelbart. Følelserne motiverer til handling. Til at rejse sig og bevæge sig.
Erindringsnetværk med fokus på at se det enkelte menneske
Pastor emerita, cand.theol. & ph.d. Rose Tillisch er sammen med sin mand vært for et erindringsnetværk af pårørende og demens ramte. I dag er der afslutning på det 4. hold, som har mødtes over en periode i Rungsted på erindringscaféer og vandreture. Det sker i anledningen af demensuge 19, et demensvenligt Danmark. Den grundlæggende tanke, fortæller Rose Tillisch, er at se mennesket først og fremmest, og at sygdommen blot er en barriere der skal forceres.
Netværket er startet af sygeplejerske og diakon Cecilie Evelyn Meyer og Rose Tillisch og støttet af bl.a. Kokkedal Kirke, Hørsholm Mølles Håndværkerforening og Hørsholms kommunes demenskoordinator m.fl. Hvert hold består af 4-5 par, som møder hinanden med omdrejningspunkt i et liv med demens inde på livet.
To dage før havde jeg sammen med Rose Tillisch været til åbent hus i terapihaven i Arboretet. Her fik vi indsigt i, hvordan landskabsarkitektur og psykoterapi smelter sammen i Arboretets forskningshave.
I terapihaven arbejder psykologerne med at aktivere sanserne for at genskabe kropsfornemmelse og sindsstemning hos stressramte. Brug af tekstur i underlaget, afgrænsede rum i det åbne og naturlige stier, som guider opmærksomheden, er bevidste valg til at hjælpe kroppens autonome nervesystem med at blive trygt og falde til ro.
Jeg kan ikke undgå at se samme kvaliteter i Rose og Jans have, Selvom Jan lidt trodsigt fortæller, at det ikke er en terapihave, men måske nok en åndelig praksis at være i haven.
Tilbage i Billeshave er koncerten overstået efter to ekstra numre. Nu er der mulighed for en rundtur i haven. Det er tydeligt at se, at mødet med blomsterne og bierne samt frugttræernes blomster forfører alle til at dufte og røre og sanse haven og dele de mange minder, som kommer frem. Der er smil, nysgerrighed og begejstring og stor spørgelyst om havens historie og Jans projekter.
Social støtte er et udtryk for, at et menneskes liv fungerer
Min rolle i dag er at filme dagen i haven med mit kamera til brug for en dokumentar. Mens jeg optager, bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det frivillige initiativ og den professionelle praksis jeg selv har haft som psykolog med flere tusinde sygdomsramte og pårørende gennem mere end 20 år.
Særligt bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det fagprofessionelle, hvor der stilles skarpt på symptomer og sygdom, og forstå disse objektivt og isoleret på tværs af mennesker. Og på den anden side et diakonalt, næstekærligt syn på det konkrete menneske konkrete og dets sociale behov for hjælp, og bedømme hvordan man kan hjælpe og så handle på det.
I mit kliniske arbejde som psykolog, har jeg ofte lovprist social støtte som den helt grundlæggende stødpude mod livets slag og belastninger. Social støtte er et klinisk begreb, som jo egentligt blot beskriver, at en person har betydningsfulde og ressourcestærke mennesker i sit liv, som det er trygt nok knyttet til – til at spørge om hjælp, forståelse og omsorg. Det kan være i en fortrolig relation to personer imellem, men det kan også være en større gruppe hvor man er accepteret og værdsat for blot at være med. Det kræver som oftest en fysisk og organisatorisk ramme, fx en arbejdsplads, en forening eller en familie.
Men jeg må også indrømme at jeg ofte er kommet til kort, når jeg skulle hjælpe mennesker med at finde eller udvikle social støtte, hvis den ikke allerede er til stede i deres liv. Mødet med klinikeren er afgrænset i tid.
Måske årsagen er, at social støtte i foreninger og netværk fungerer mest naturligt og måske bedst når det opstår frivilligt og i det helt almindelige liv. Når det ikke er planlagt som symptom reduktion. Men i stedet, når det blot er muligt at lade symptomer og sygdom glide langt i baggrunden, og lade mennesker være mennesker – sammen.
