I Billeshave i Rungsted skinner solen ned på den 3000 kvadratmeter store have. Bierne summer fra de nyligt opstillede bistader, blomsterne er sprunget ud på frugttræerne og grøntsagerne står flot og grønt i højbedene.
Hovedhuset er bygget i røde mursten og opført i 1860 af portræt kunstner Johan Vilhelm Gertner. Inden for er huset udsmykket med gipsrelieffer fra Thorvaldsens værksteder. Stedet emmer af kultur og historie og danner rammen om Kulturforeningen Billes Have som arrangerer kulturelle oplevelse for både voksne og børn.
I dag er der stillet borde og stole op til 50 gæster som kommer til netværksmøde med kaffe og kage, samt musik og dans. Der er rejst et telt, hvor musikerne kan spille koncert i skygge for solen.
Foran teltet er der plads til at gæsterne kan danse. På harmonika og sang begynder duoen med italienske klassikere. Allerede ved indledningen til ”That’s Amore” bliver græsplænen hurtigt omdannet til en balsal og det er tydeligt at se, at kærligheden blomstrer mellem de dansene par.
Demensen syntes forduftet og tilbage er kun mennesker der danser, synger og griner.
Musikken er ikke tilfældigt valgt. Stilen og numrene afspejler den tid, som gæsterne er rundet af. Musik har evnen til at stimulere hukommelsen fordi den taler direkte til følelserne, lidt på samme måde som dufte kan fremkalde erindringer umiddelbart. Følelserne motiverer til handling. Til at rejse sig og bevæge sig.
Erindringsnetværk med fokus på at se det enkelte menneske
Pastor emerita, cand.theol. & ph.d. Rose Tillisch er sammen med sin mand vært for et erindringsnetværk af pårørende og demens ramte. I dag er der afslutning på det 4. hold, som har mødtes over en periode i Rungsted på erindringscaféer og vandreture. Det sker i anledningen af demensuge 19, et demensvenligt Danmark. Den grundlæggende tanke, fortæller Rose Tillisch, er at se mennesket først og fremmest, og at sygdommen blot er en barriere der skal forceres.
Netværket er startet af sygeplejerske og diakon Cecilie Evelyn Meyer og Rose Tillisch og støttet af bl.a. Kokkedal Kirke, Hørsholm Mølles Håndværkerforening og Hørsholms kommunes demenskoordinator m.fl. Hvert hold består af 4-5 par, som møder hinanden med omdrejningspunkt i et liv med demens inde på livet.
To dage før havde jeg sammen med Rose Tillisch været til åbent hus i terapihaven i Arboretet. Her fik vi indsigt i, hvordan landskabsarkitektur og psykoterapi smelter sammen i Arboretets forskningshave.
I terapihaven arbejder psykologerne med at aktivere sanserne for at genskabe kropsfornemmelse og sindsstemning hos stressramte. Brug af tekstur i underlaget, afgrænsede rum i det åbne og naturlige stier, som guider opmærksomheden, er bevidste valg til at hjælpe kroppens autonome nervesystem med at blive trygt og falde til ro.
Jeg kan ikke undgå at se samme kvaliteter i Rose og Jans have, Selvom Jan lidt trodsigt fortæller, at det ikke er en terapihave, men måske nok en åndelig praksis at være i haven.
Tilbage i Billeshave er koncerten overstået efter to ekstra numre. Nu er der mulighed for en rundtur i haven. Det er tydeligt at se, at mødet med blomsterne og bierne samt frugttræernes blomster forfører alle til at dufte og røre og sanse haven og dele de mange minder, som kommer frem. Der er smil, nysgerrighed og begejstring og stor spørgelyst om havens historie og Jans projekter.
Social støtte er et udtryk for, at et menneskes liv fungerer
Min rolle i dag er at filme dagen i haven med mit kamera til brug for en dokumentar. Mens jeg optager, bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det frivillige initiativ og den professionelle praksis jeg selv har haft som psykolog med flere tusinde sygdomsramte og pårørende gennem mere end 20 år.
Særligt bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det fagprofessionelle, hvor der stilles skarpt på symptomer og sygdom, og forstå disse objektivt og isoleret på tværs af mennesker. Og på den anden side et diakonalt, næstekærligt syn på det konkrete menneske konkrete og dets sociale behov for hjælp, og bedømme hvordan man kan hjælpe og så handle på det.
I mit kliniske arbejde som psykolog, har jeg ofte lovprist social støtte som den helt grundlæggende stødpude mod livets slag og belastninger. Social støtte er et klinisk begreb, som jo egentligt blot beskriver, at en person har betydningsfulde og ressourcestærke mennesker i sit liv, som det er trygt nok knyttet til – til at spørge om hjælp, forståelse og omsorg. Det kan være i en fortrolig relation to personer imellem, men det kan også være en større gruppe hvor man er accepteret og værdsat for blot at være med. Det kræver som oftest en fysisk og organisatorisk ramme, fx en arbejdsplads, en forening eller en familie.
Men jeg må også indrømme at jeg ofte er kommet til kort, når jeg skulle hjælpe mennesker med at finde eller udvikle social støtte, hvis den ikke allerede er til stede i deres liv. Mødet med klinikeren er afgrænset i tid.
Måske årsagen er, at social støtte i foreninger og netværk fungerer mest naturligt og måske bedst når det opstår frivilligt og i det helt almindelige liv. Når det ikke er planlagt som symptom reduktion. Men i stedet, når det blot er muligt at lade symptomer og sygdom glide langt i baggrunden, og lade mennesker være mennesker – sammen.
Robert Benjamin Andersen
Autoriseret Psykolog, Videojournalist
