“Sverige vælger worst-case. Danmark vælger bredde. Hvem hjælper borgeren bedst?
Det nuværende trusselsbillede er præget af hybride påvirkninger, cyber-angreb og klimahændelser. Sverige har valgt at planlægge ud fra et worst-case-scenarie og kommunikerer én enkel borgeropgave: Vær selvhjulpen i to uger. Danmark kommunikerer bredt over 14 scenarier. Det kan gøre det svært for virksomheder og borgere aktører at målrette opmærksomhed og indsats i forhold til det nationale beredskab.
Hvor sikkert er sikkert nok?
Det spørgsmål stiller mange journalister til politikere og myndigheder netop nu.
Men spørgsmålet er også grundlæggende i risikohåndtering. Kunsten er at finde en balance mellem forebyggende beredskab, akut beredskab og de omkostninger, der er forbundet med kontinuerligt at holde beredskabet up to date i en verden, som ændrer sig med stadig stigende hastighed.
Men det er også et spørgsmål, som prikker til den grundlæggende mentalitet i sikkerhedskulturen i et samfund, på en arbejdsplads og i det enkelte hjem.
Hvor sikkert er sikkert nok, når myndighedernes anbefalinger skal udmøntes i praksis, og omkostningen afholdes enten af virksomhedens økonomi eller den enkelte husstands privatøkonomi.
Spørgsmålet kan kun besvares ved at hoppe ned i kaninhullet og turde gennemtænke en række ”hvad nu hvis”-scenarier på det niveau, og så vælge worse-case og planlægge derfra.
Det hjælper med at skærpe opmærksomheden på sikkerhedskulturen og og konkretisere hvad man kan gøre for at føle sig tryg og sikker.
Risikomanagement er ikke et nyt begreb – men det er nyt at tænke i krigsscenarier
For mange projektledere og beredskabsledere vil denne måde at tænke på ikke være ny. Det er en naturlig ”due diligence” eller på dansk rettidig omhu, når man beder om finansiering til et nyt projekt. Man skal have skabt opbakning til at ideen er god og nødvendig, retfærdiggør investering og får opbakning fra de vigtigste deltagere.
Opbakningen kræver, at alle har en klar forståelse af projektets målsætning og ”what’s in it for me”.
På trods af vi har været i en situation længe med hybride angreb på infrastruktur, vurderer jeg at det fortsat er meget nyt for danskerne at tænke tanken til ende hvor kritiske infrastrukturer er sat ud af kraft. Enten som følge af cyberangreb, blackouts (totalt strømafbryd), manglende vandforsyning, blokerede trafikårer (tog, fly, motorveje) og begrænset adgang til hospitaler.
Kort sagt at turde tænke, at myndigheder og beredskab i en kortere eller længere periode vil være optaget med akutte opgaver i et omfang, så velfærdsstaten er sat på pause.
Det er et brud med den grundlæggende antagelse om, at staten kan passe på os alle og særligt de svageste.
Det er ikke en særlig rar tanke, og mange vil naturligt reagere med modstand og banalisering som naturlige psykologiske forsvarsmekanismer og adfærdsmæssigt undgå at få planlagt de relevante møder og workshops, der skal til for at få taget hul på snakken om, hvor sikkert er sikkert nok.
Myndigheder har derfor lige nu et dilemma i at balancere kommunikationen og på den ene side skabe tryghed og signalere robusthed omkring, at de kritiske infrastrukturer kan stå imod de hændelser, som skitseres i det nationale trusselsbillede, og på den anden side kommunikere, at der ikke findes garantier mod alle scenarier, og borgere skal kunne klare sig uden hjælp fra myndigheder i tre dage, og virksomheder skal klare sig selv.
Det danske nationale trusselsbillede
Det nationale risiko billede tegnes af bidrag fra en lang række myndigheder. De vigtigste er Styrelsen for Samfundssikkerhed, Beredskabsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed, Politiets Efterretningstjeneste, Forsvarets Efterretningstjeneste, Trafikstyrelsen, Center for Biosikring og Bioberedskab, Styrelsen for Forsyningssikkerhed og mange andre.
Hver især udgiver en årlig rapport med risikobilledet inden for hvert ressortområde, hvor hovedpointerne samles i Beredskabsstyrelsens Nationale Risikoprofil.
I 2025 udgaven af Nationalt Risikobillede skitseres 14 forskellige scenarier og en række ”hvad nu hvis”-scenarier, som kan tjene til inspiration i virksomheders katastrofeplaner og i de enkelte husstande.
Samlet set giver rapporterne et dystert indblik i både statslige aktørers kapacitet og negative hensigter rettet mod Danmark og nogle få konkrete eksempler på terror, sabotage og hybride angreb på kritisk infrastruktur i Danmark eller allierede i kort afstand til Danmark. Hovedvægten af scenarier er dog primært katastrofer og ulykker der ikke er direkte relateret til militære trusler og i stedet sætter spot på miljøforhold og voldsomt vejr som følge af den globale opvarmning. Det er sådan set på linje med hensigterne fra EU’s CER direktiv.
I rapporterne fremgår der ikke scenarier, hvor Danmark angribes direkte militært men der kan være scenarier hvor Danmark er værtsland for NATO som transportkorridor mod nord og øst. Trusselsbillede er primært rettet mod scenarier, hvor der skabes usikkerhed og frygt ved, at kritiske infrastrukturers sårbarhed udstilles, som fx hændelsen med droner over Københavns Lufthavn den 23. september 2025 og over Sønderborg, Esbjerg, Skydstrup og Aalborg den 25. september 2025.
Sverige forbereder befolkningen på krig
Anderledes forholder det sig i Sverige. I maj 2018 udkom første udgave af pjecen ”Om krisen eller kriget kommer” omdelt til alle husstand. Her blev befolkningen gjort opmærksom på at både terror eller krigshandlinger kunne destabilisere samfundet.
Der var praktiske råd om at forsyne sig med vand og mad til at kunne klare sig selv, være opmærksom på misinformation og at blive opmærksom på at kunne blive indkaldt til at deltage i beredskabet. I 2021 udkom ”Handlingskraft – Handlingsplan för att Främja och utveckla en sammenhängande planering för totalförsvaret 2021-2025”. I denne rapport var udgangspunktet også at Sverige kunne blive udsat for et angreb, og at det blev lagt til grund for at planlægge det nationale beredskab centralt, regionalt og lokalt. Det er altså 3 år før Sveriges medlemskab af NATO og et år forud Ruslands invasion af Ukraine. På det tidspunkt blev det også besluttet at Försvarsmakten og Myndigheten för samhällsskydd och beredskap (MSB) i fællesskab har ansvaret for totalforsvaret.
I september 2025 har Försvarsmakten og MSB udgivet dokumentet ”Utgångspunkter för totalforsvaret 2025-2030”. Det er et dokument med en klar ansvarsopdeling for ledelsen af totalforsvaret og en præcisering af det trusselsbillede, som myndigheder og samfund med virksomheder og civilbefolkning skal fokusere på i deres beredskabsplaner.
Det er en centralisering af kommunikationen for at præcisere og afgrænse konkrete trusselscenarier og hjælpe de næste led med at prioritere indsats regionalt, kommunalt og lokalt. Både for myndigheder, virksomheder og borgere.
Kort fortalt siger rapporten, at kritiske infrastrukturer skal kunne klare sig selv i forhold til essentiel forsyning og kommunikation i mindst to uger, i tilfælde af at Sverige angribes militært, og myndigheder må prioritere en akut indsats med at iværksætte forsvar og stabilisere situationen.
Udgangspunktet for beredskabet er et worst-case-scenarie med et militært angreb mod Sveriges grænser, trods at det aktuelle trusselsbillede primært er centreret på hybride angreb.
Rapporten skitserer syv scenarier, som myndigheder og civilsamfund skal forberede sig på at kunne modstå: Hybride trusler, Host Nation Support, begrænset angreb mod den nordlige del af Sverige, angreb mod Gotland, angreb med langdistancevåben i tætbefolkede områder, forstærkning af NATO’s nordlige flanke i Finland og forstærkning af NATO i Baltikum.
Fordele ved Sveriges kommunikationsstrategi
Det er et væsentligt andet kommunikationsbillede, som tegnes i dokumentet med præcise angivelser af vigtige transportkorridorer, der skal sikres for at forsyningslinjer kan fortsætte gennem Danmark, Norge og Sverige til Finland og Baltikum.
Det giver et konkret billede at forholde sig til, sådan at aktører og befolkningen forstår hvad et øget og ustabilt trusselsbillede helt konkret betyder i praksis. Det betyder at forberede sig på worst-case scenariet.
Fordelen er, at det bliver meget konkret, hvilke scenarier befolkningen skal planlægge ud fra – de vedtages og kommunikeres efter top-down-princippet, mens løsninger og detailplaner lægges ud lokalt.
Det følger et princip inden for beredskabsledelse om så vidt muligt at decentralisere krisehåndteringen, i det omfang der er tid og ressourcer til at håndtere hændelser lokalt.
Den centrale håndtering forbliver koordinerende, indtil der er behov for på kort tid at inddæmme en hændelse, så den ikke spreder sig.
Samtidig forbereder rapporten også svenskerne på nye forpligtelser i NATO-regi ved at skulle deltage i operationer uden for Sverige og pointerer betydningen af internationale konventioner for krigsførelse. Rapporten nævner også, at samfundet skal være gearet til bl.a. at sikre børns udvikling og trivsel ved, at der er mulighed for onlineundervisning.
På blot 40 sider er rapporten klar og præcis, og man får et klart indtryk af, at hvor ubelejligt og trist det end er, skal myndigheder og det civile samfund have forberedt sig på et worst-case-scenarie.
Rapportens pointe er, at et gennemtænkt beredskab i alle led vil virke demotiverende på en modstander, da sandsynligheden for succes er mindre, når myndigheder kan koncentrere fuld tyngde på forsvar og omdirigere de nødvendige ressourcer og vide, at det civile samfund forstår hvorfor og samtidig er i stand til at klare sig selv i mindst to uger.
Forskelle og ligheder mellem Danmarks og Sveriges tilgang til beredskab
Danmark og Sverige ligner på mange måder hinanden som en del af den nordiske samfundsmodel med en stærk velfærdsstat. Men der er væsentlige forskelle. Danmark har ministerstyre, hvor politikere er direkte ansvarlige for ministerier og styrelser og kan gribe direkte ind i ledelse og enkeltsager. I Sverige rammesætter politikere alene mål og ressourcer for myndighederne, som derefter på egen hånd udmønter lovgivningen.
I Sverige er totalforsvaret centraliseret i to myndigheder: Försvarsmakten og Myndigheten för samhällsskydd och beredskap. Det danske totalberedskab er bredt ud på flere myndigheder – Forsvaret, politiet og Styrelsen for Samfundssikkerhed og Beredskab – samt en række myndigheder, som hurtigt kan træde sammen i den Nationale Operative Stab. Det kan fx være Trafikstyrelsen, som blandt andet har ansvar for civile maritime havne og lufthavne og ansvar for Naviair, mens Styrelsen for Samfundssikkerhed har ansvar for cyberberedskabet og det civile beredskab.
Der er også den forskel, at Sverige er et nyt medlem af NATO og forud har skullet forsvare deres egne grænser koblet med en forsvarsindustri, som gør Sverige selvforsynende med både jagerfly, kampvogne, korvetter og ubåde. Med en stærk forsvarsindustri og eget ansvar for nationalt forsvar har svenskerne derfor naturligt nok haft et kontinuerligt fokus på eget forsvar – både direkte, men også indirekte ved en bred forsvarsindustri, som har skabt opmærksomhed omkring ideen om at kunne forsvare sig.
Det er væsentligt forskelligt i forhold til Danmark, som i lang tid havde gearet Forsvaret som ekspeditionsstyrke og først i de senere år igen har fået fokus på territorialt forsvar. Årsagerne til dette kan være mange, men nok hovedsageligt en tro på, at medlemskab af NATO var tilstrækkeligt til at afskrække et angreb, og at samhandel ville motivere til at knytte stærke bilaterale bånd. Samtidig er forsvarsindustrien begrænset til teknologiske kapaciteter, mens produktion af ammunition og materiel er blevet outsourcet til andre lande.
I forhold til EU’s mål om at skabe robuste infrastrukturer via CER-direktivet har Danmark også først implementeret lovgivningen i juli 2025, trods målet var ultimo 2024. CER-direktivet i Danmark har et mål om, at den kritiske infrastruktur og den nødvendige forsyningssikkerhed er robust senest marts 2027. Målet her er også at kritiske infrastrukturer og service leverandører skal kunne opretholde selvstændig drift i en periode.
Beredskabsstyrelsen har udviklet et risikobillede med 14 scenarier. Ud af dem er to relateret til cyberangreb og terrorangreb. Der er ikke scenarier med risiko for et militært angreb. I stedet er fokus på en række miljøkatastrofer, som kan have betydning for den kritiske infrastruktur og forsyningssikkerhed i Danmark.
Sveriges model er klar i spyttet, men Danmarks fremmer samarbejdet
Den væsentligste forskel på Danmark og Sverige er, at de svenske myndigheder har taget udgangspunkt i et worst-case-scenarie med et militært angreb mod Sverige som grundlag for både myndighedernes og civilbefolkningens planlægning af beredskab. Den antagelse er kommunikeret til befolkningen igennem 7 år og været grundlag for den strategiske udvikling af totalforsvar og civilt forsvar.
I Danmark har beredskabsplanlægningen primært lagt vægt på hybride angreb og miljøkatastrofer som grundlag for planlægning af det decentrale beredskab. Der er lagt vægt på det tværsektoriale samarbejde som er nødvendigt for koordinering af indsats i en krisesituation.
Men vægten på miljøkatastrofer har betydning for tonen, alvoren og hvor presserende myndighedernes budskab skal opfattes.
Svenskernes budskab er meget konkret, mens det danske er bredt ud på 14 forskellige scenarier, hvor decentrale aktører selv skal vurdere, hvilke der er vigtigst for dem.
Begge modeller kan have fordele, men kommunikationsmæssigt giver den svenske model et klart signal om:
- hvad man skal forholde sig til,
- hvorfor man skal forholde sig til det, og
- hvad man konkret skal gøre – og
- i hvor lang tid.
Danmark bør – ligesom Sverige – turde tage udgangspunkt i et worst-case-scenarie. Det giver borgerne et enkelt budskab: I kan regne med staten, men I skal også kunne klare jer selv i mindst to uger.
Som virksomhed skal man også turde stille spørgsmålet, hvor sikkert er sikkert nok og lægge ét worst case scenarie til grund. Det giver medarbejdere et klart fokus for deres opmærksomhed på trusler og hvad de konkret skal gøre i dagligdagen – også før ulykken eller krisen rammer.