Hvem værdsætter journalisten?

Nyborg Strand har igennem 125 år fungeret som badehotel, i Danmarks hjerte. Det ligger med udsigts til Storebæltsbroen som forbinder Sjælland med Fyn og via Lillebæltsbroen, Fyn med Jylland.

Måske er det også derfor, at Nyborg Strand i nyere tid har været en favorit for fagbevægelsen som konference hotel. Hotellet ligger centralt og er forbundet med hele Danmark. En symbolik som måske ikke kun er en floskel.

I dag skinner morgensolen på et blikstille Storebælt, skyfrit og idyllisk. Morgenmaden indtages uden for med udsigt til strand og Storebæltsbroen. Der tales stille og alle nyder den smukke morgen. Omkring bordet sidder journalister, fotografer, klippere og tilrettelæggere.

Jeg er til delegeret møde i Dansk Journalistforbund. Jeg er delegeret for film og TV-gruppen, mit nye faglige ståsted efter 20 år i dansk psykolog forbund som psykolog.

Arbejdslivet er på dagsordenen

Inde i konferencesalen kigger jeg ud på næsten 300 delegerede. Der er mødt op for at sætte en retning for forbundet, og vælge ny formand, næstformand og hovedbestyrelse.

Organisationspsykologen i mig kan ikke undlade at være nysgerrig på hvad det er for et væsen jeg betragter”. Det er sammensat af journalister, redaktører, fotografer, klippere, kommunikatører, tilrettelæggere, værter, freelancere, og fastansatte. Og ja så må jeg ikke glemme bloggere og influencere. En kludetæppe fristen eg til at tænke af mennesker som lever af at kommunikere.

Eller måske det er mere præcist at sige, de lever for at kommunikere, fordi flere oplever at livet i kommunikationsbranchen er under pres, til trods for at medie og underholdningsbranchen er online 24/7 365 dage om året.

De delegerede på mødet er er bekymrede for fremtiden, for at kunne have et fast arbejde, rimelige forhold som freelance tilknyttede. De er bekymrede for at miste ophavsretten over det de producerer. De er også bekymrede over at AI og disinformation disrubter historier de producerer under et fagetisk ansvar. Hvem gider slå op i avisen, når man kan spørge chatgtp – kunne man spørge.

Journalister fysiske sikkerhed er truet

Men journalisterne er også bekymrede over deres fysiske sikkerhed når de afdækker kriminalitet, svig, bedrag og forbrydelser.

Formanden for det norske journalistforbund Dag Idar Tryggestad sagde i hans tale, at i Tyrkiet lige nu er det land med flest fængslede journalister i verden, og i Rusland eksisterer den frie presse ikke mere. Ukraines formand Sergie Timilinko for den nationale forening af journalister, fortalte om at ukrainske journalister intimideres og deres kontorer rammes af russisk militær med kugler og granater.

Det sætter journalisters rolle i samfundet på spidsen, når Sergie giver en vidneberetning om, hvad der sker med pressen og vores alles adgang til objektive nyheder, når den internationale samfundsorden bryder sammen, blot få tusinde km fra Nyborg Strand.

Når en stat bliver aggressor mod journalister, er det et angreb på demokratiet.

Som psykolog har jeg talt om arbejdsmiljø, med stort set alle faggrupper der findes i Danmark.

Tanken om at det er farligt at gå på arbejde for voksne, er på den ene side fjern for de fleste. Statistikker om ulykker på arbejdet og stress fortæller dog en anden historie. Ifølge Arbejdstilsynet 2024 omkom 30 danskere på deres arbejde. Fagbevægelsernes Hovedorganisation har anslået at arbejdsulykker koster godt 30 milliarder om året.

Men intimidering og modarbejdelse af et legitimt arbejde ved trusler og vold kan ikke betragtes som ulykker når det er intenderet fra magthavere.  Her er der ikke tale om ressourcesvage borgere som udtrykker frustration via vold og trusler mod en sundhedspersonale eller myndighedspersoner.

I stedet er der tale om ressourcestærke interesser som ønsker at undergrave samfundets fundament for demokrati og retssikkerhed. Så er der ikke kun tale om risici forbundet med arbejde, men om angreb på demokrati. Målet er ikke den enkelte journalist, målet er fundamentet under demokrati, retssikkerhed og frihed.

Mødet med krigsfotograferne som har dokumenteret konflikt og krigszonen i billeder og lyd gør særligt indtryk og sætter et ansigt på problemet.

De fortæller om at være tilbageholdt og deres lokale kollegaer truet med likvidering. Det mest sigende er ikke det ekstreme og dramatiske i deres oplevelse, men blikket i øjnene og den lille pause bagefter, hvor det ser ud til at oplevelserne spiller bag øjnene endnu.

Værdien af journalisters arbejder kender vi først når vi har mistet den

Krigsreporternes historier får mig til at tænke over, hvornår har jeg egentligt sidst hørt en politiker tale rosende om journalister, og sætte pris på den risiko journalisterne løber når de i demokratiets tjeneste afdækker kriminalitet og magtmisbrug i alle dets former.

Det foregår naturligvis til skåltalerne og prisoverrækkelserne fx til Cavling Prisen. Og den politiske prioritering har vi også med mediestøtten til DR, TV2 og alle de øvrige som kan søge statsstøtte til public service.

Alligevel syntes jeg ofte det er kritikken af journalisters arbejde som står tilbage, når historierne bliver ubelejlige.

Men værdien af journalister arbejde kender vi nok først når vi mister den. Når den objektive nyhedsstrøm tørrer ud, og vi ikke kan tage stilling til samfundet og hinandens interesser på et oplyst grundlag. Når vi ikke længere har en garanti for, at nogen står op hver morgen og går på arbejde for at sikre, at dem vi giver magten, ikke misbruger den.

I Billeshave i Rungsted skinner solen ned på den 3000 kvadratmeter store have. Bierne summer fra de nyligt opstillede bistader, blomsterne er sprunget ud på frugttræerne og grøntsagerne står flot og grønt i højbedene.

Hovedhuset er bygget i røde mursten og opført i 1860 af portræt kunstner Johan Vilhelm Gertner. Inden for er huset udsmykket med gipsrelieffer fra Thorvaldsens værksteder. Stedet emmer af kultur og historie og danner rammen om Kulturforeningen Billes Have som arrangerer kulturelle oplevelse for både voksne og børn.

I dag er der stillet borde og stole op til 50 gæster som kommer til netværksmøde med kaffe og kage, samt musik og dans. Der er rejst et telt, hvor musikerne kan spille koncert i skygge for solen.

Foran teltet er der plads til at gæsterne kan danse. På harmonika og sang begynder duoen med italienske klassikere. Allerede ved indledningen til ”That’s Amore” bliver græsplænen hurtigt omdannet til en balsal og det er tydeligt at se, at kærligheden blomstrer mellem de dansene par.

Demensen syntes forduftet og tilbage er kun mennesker der danser, synger og griner.  

Musikken er ikke tilfældigt valgt. Stilen og numrene afspejler den tid, som gæsterne er rundet af. Musik har evnen til at stimulere hukommelsen fordi den taler direkte til følelserne, lidt på samme måde som dufte kan fremkalde erindringer umiddelbart. Følelserne motiverer til handling. Til at rejse sig og bevæge sig.

Erindringsnetværk med fokus på at se det enkelte menneske

Pastor emerita, cand.theol. & ph.d. Rose Tillisch er sammen med sin mand vært for et erindringsnetværk af pårørende og demens ramte. I dag er der afslutning på det 4. hold, som har mødtes over en periode i Rungsted på erindringscaféer og vandreture. Det sker i anledningen af demensuge 19, et demensvenligt Danmark. Den grundlæggende tanke, fortæller Rose Tillisch, er at se mennesket først og fremmest, og at sygdommen blot er en barriere der skal forceres.

Netværket er startet af sygeplejerske og diakon Cecilie Evelyn Meyer og Rose Tillisch og støttet af bl.a. Kokkedal Kirke, Hørsholm Mølles Håndværkerforening og Hørsholms kommunes demenskoordinator m.fl. Hvert hold består af 4-5 par, som møder hinanden med omdrejningspunkt i et liv med demens inde på livet.

To dage før havde jeg sammen med Rose Tillisch været til åbent hus i terapihaven i Arboretet. Her fik vi indsigt i, hvordan landskabsarkitektur og psykoterapi smelter sammen i Arboretets forskningshave.

I terapihaven arbejder psykologerne med at aktivere sanserne for at genskabe kropsfornemmelse og sindsstemning hos stressramte. Brug af tekstur i underlaget, afgrænsede rum i det åbne og naturlige stier, som guider opmærksomheden, er bevidste valg til at hjælpe kroppens autonome nervesystem med at blive trygt og falde til ro.

Jeg kan ikke undgå at se samme kvaliteter i Rose og Jans have, Selvom Jan lidt trodsigt fortæller, at det ikke er en terapihave, men måske nok en åndelig praksis at være i haven.

Tilbage i Billeshave er koncerten overstået efter to ekstra numre. Nu er der mulighed for en rundtur i haven. Det er tydeligt at se, at mødet med blomsterne og bierne samt frugttræernes blomster forfører alle til at dufte og røre og sanse haven og dele de mange minder, som kommer frem. Der er smil, nysgerrighed og begejstring og stor spørgelyst om havens historie og Jans projekter.

Social støtte er et udtryk for, at et menneskes liv fungerer

Min rolle i dag er at filme dagen i haven med mit kamera til brug for en dokumentar. Mens jeg optager, bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det frivillige initiativ og den professionelle praksis jeg selv har haft som psykolog med flere tusinde sygdomsramte og pårørende gennem mere end 20 år.

Særligt bliver jeg opmærksom på forskellen mellem det fagprofessionelle, hvor der stilles skarpt på symptomer og sygdom, og forstå disse objektivt og isoleret på tværs af mennesker. Og på den anden side et diakonalt, næstekærligt syn på det konkrete menneske konkrete og dets sociale behov for hjælp, og bedømme hvordan man kan hjælpe og så handle på det.

I mit kliniske arbejde som psykolog, har jeg ofte lovprist social støtte som den helt grundlæggende stødpude mod livets slag og belastninger. Social støtte er et klinisk begreb, som jo egentligt blot beskriver, at en person har betydningsfulde og ressourcestærke mennesker i sit liv, som det er trygt nok knyttet til – til at spørge om hjælp, forståelse og omsorg. Det kan være i en fortrolig relation to personer imellem, men det kan også være en større gruppe hvor man er accepteret og værdsat for blot at være med. Det kræver som oftest en fysisk og organisatorisk ramme, fx en arbejdsplads, en forening eller en familie.

Men jeg må også indrømme at jeg ofte er kommet til kort, når jeg skulle hjælpe mennesker med at finde eller udvikle social støtte, hvis den ikke allerede er til stede i deres liv. Mødet med klinikeren er afgrænset i tid.

Måske årsagen er, at social støtte i foreninger og netværk fungerer mest naturligt og måske bedst når det opstår frivilligt og i det helt almindelige liv. Når det ikke er planlagt som symptom reduktion. Men i stedet, når det blot er muligt at lade symptomer og sygdom glide langt i baggrunden, og lade mennesker være mennesker – sammen.

Robert Benjamin Andersen

Autoriseret Psykolog, Videojournalist

Jeg er på en mission om god søvn for børn, unge og voksne. Jeg vil hjælpe med ændre normer, vaner og adfærd sådan at søvnen vælges til, både hos børn, unge og voksne.

Min ambition er, at jeg med et foredrag på en time får overbevist publikum om at vælge søvnen til 9 ud af 10 gange.

Når søvnen vælges til, får krop og hjerne de bedste forudsætninger for trivsel i forhold til de krav dagligdagen byder på.

Jeg har været fræk og håber på tilgivelse for at blive inspireret af det røde ØKO mærke, for at understrege at søvn ofte er blevet et tilvalg. Præcis som når vi står ved køledisken eller frugt og grønt.

Søvn er kroppens mulighed for at kunne fungere bæredygtigt i forhold til den belastning krop og hjerne har ved at være vågen og aktiv. Om natten er der behov for at sove for at kunne rense op, lære og danne energi til det kommende døgn.

Min erfaring er, at jo mere dem jeg taler med lærer om søvn, jo mere prioriterer de også søvnen til.

Derfor har jeg udviklet tre foredrag:
1. Søvn og små børn: Et foredrag om søvn for børn i vuggestue og børnehave med viden og gode råd til både børn, forældre og ansatte i institutioner.
2. Unges søvn: Et foredrag om søvn for både unge, deres forældre og undervisere. Foredraget har fokus på at knuse myter om “ungdomssløvsind” med fakta om søvn og livsstil.
3. Voksne søvn: Et foredrag som er rettet mod arbejdspladser som vil sætte fokus på trivsel og søvn, og klæde medarbejdere på at at foretage et informeret valg omkring deres livsstil og prioritering af søvn.

Jeg vil gerne ud vidt og bredt, og alle er velkomne til at kontakte mig uforpligtende for at høre mere.

Foredraget koster 5.000,- ex. moms og evt. transport omkostninger.

Det kan bookes ved at skrive  psykolog@rbandersen.dk

Du kan læse mere om mine andre sundhedsforedrag på trainingkickstarter.com

hashtag#søvnhashtag#sleephashtag#circadianrythmhashtag#sundhed

Mit budskab til publikum i aften er, at betragte søvn som et bæredygtigt tilvalg i livet. På samme måde som når vi står i køledisken og vælger mad til og fra, baseret på Ø mærket.

Idag skal jeg holde foredrag om søvn for Film & TV Gruppen i Dansk Journalistforbund. Det er i forbindelse med et netværksmøde for personer som arbejder i Film og TV Branchen, som mødes og udveksler erfaringer om deres arbejdsliv.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil holde et foredrag om søvnens betydning for trivsel i relation til de arbejdsforhold som personer i mediebranchen har anno 2025.

Efter foredraget skal deltagerne se filmen “Det andet offer” med ôzlem Saglangmark og Trine Dyrholm i hovedrollen, instrueret af Zinnini Elkington. I filmen følger vi en yngre specialæge Alexandra igennem en arbejdsdag, og de dilemmaer, valg og konsekvenser hun står overfor.

Uden at afsløre for meget af handlingen, er filmen også en fortælling om en kvinde som er ved at vænne sin barn fra at amme.

Folk med børn kender godt den historie. Det betyder en perioder med mange nætter med afbrudt søvn, som hurtigt fører til både akkumuleret søvnunderskud, og samtidig effekten af afbrudte søvnfaser. Det medfører for de fleste at man bliver både følelsesmæssigt slidt og en tilbøjelighed til at foretage hurtige beslutninger baseret på følelser fordi opmærksomheden bliver hæmmet.

Det er som sådan blot almindelig hverdag for mange forældre til små børn, hver eneste dag. Men koblet med et job med højt ansvar og store konsekvenser ved fejl kan det blive en katastrofal cocktail.

“I medie- og kommunikationsbranchen er der øget risiko for stress, fordi arbejdsmiljøet er præget af højt tempo, meget arbejde, mindre grad af indflydelse og for lidt feedback” (journalistforbundet.dk)

Film og TV branchen har dog en række andre såkaldte “psyko-sociale” arbejdsmiljø faktorer end den sundhedsfalige verden.

Her er rollelisten ikke læger, sygeplejerske, biologer og portører, men fotografer, klippere, tilrettelæggere, producere, instruktører, journalister enten i faste stillinger, eller tilknyttet på freelance bassis.

De psyko-sociale arbejdsforhold rummer uforudsigelige arbejdstider, lange arbejdsdage, rejseaktivitet, voldsomme sanseindtryk, overvejene indendørs arbejde og arbejde i mørke, kreativt pres for at skabe opmærksomhed omkring produktioner.

Min erfaring som psykolog, når jeg har talt med fx journalister og fx klippere er at arbejdet er stærkt drevet af korte deadlines, presset økonomi og krav om højt faglig, etisk og kreativt standard. Nogle gange er det koblet med arbejdsforhold som påvirker døgnrytmen sådan at døgnrytmen forskydes, at måltider indtages på skævetidspunkter og søvnen afkortes i perioder.

Det fører typissk til klager over søvnløshed (insomni) men er måske i virkeligheden resultat af skifteholdslignende arbejde, og døgnrytmeforstyrrelse.

Mit budskab til publikum i aften er, at betragte søvn som et bæredygtigt tilvalg i livet. På samme måde som når vi står i køledisken og vælger mad til og fra, baseret på Ø mærket og begynde at arbejde med søvnritualer som træner krop og hjerne i at falde til ro sådan at kroppen lærer hvilket tidspunkt af dagen der skal “soves på” og “hvilket der skal arbejdes på.

Sov godt / Robert