“Lyt til, hvad der giver ro på bagsmækken.”
Det råd fik jeg af min første chef. Jeg syntes også, at det er, et af de bedste råd man kan give en leder.
Med korslagte arme og himmelvendte øjne
På en arbejdsplads er “bagsmækken” de steder i organisationen, man sjældent selv ser, når man sidder på stabsgangen eller i bestyrelseslokalet.
Jeg husker særligt en situation, hvor jeg stod foran en gruppe betjente. De havde korslagte arme og himmelvendte øjne.
Mit budskab faldt for fuldstændigt døve ører, og rummet blev stille som graven. I kisten lå alle mine gode hensigter om et mere sikkert arbejdsmiljø.
I bagklogskabens klare lys har jeg ofte tænkt: Hvorfor havde jeg ikke lyttet til dem tidligere, mødt dem hvor de er – og parkeret mit ambitiøse ego?
På “bagsmækken” passer folk deres arbejde og taler bramfrit om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.
De diskuterer ledelsens beslutninger, strategier og prioriteringer – særligt når de oplever, at de indebærer unødig risiko eller spild af ressourcer.
Alt det bliver ofte kaldt støj.
Sikkerhedskulturens fundament er ikke rationelt
Når man vil udvikle en sikkerhedskultur, er det vigtigt ikke at forveksle den med sikkerhedsarkitektur.
- Arkitekturen er de formelle lag af procedurer, politikker og beredskabsplaner, der skal begrænse skaden, når noget går galt.
- Kulturen er den adfærd, de værdier og den kommunikation, som afgør, om arkitekturen faktisk bliver brugt.
Støj er rå data
Derfor er “støjen” værdifuld.
Når støjen filtreres fra i rapporteringen opad til ledelsen, mister organisationen sin evne til at opdage og lære af fejl i tide.
Støjen fortæller, hvor systemet ikke bliver fulgt – og hvorfor, men den bliver ikke serveret på et sølvfad. Det kræver, at man kan lytte mellem linjerne, høre hvad der ikke bliver sagt, tolk og forstå.
Men det kan være en udfordring at lægge øre til støjen hvis den er diffus og blandet med vrede og frustration.
Den umiddelbare reaktion er at lukke ørene. Men i virkeligheden skal man åbne hjertet.
To faresignaler, du skal lytte efter
De vigtigste faresignaler i støjen er ofte ikke konkrete fejl, men holdninger som:
“Det nytter ikke noget at sige noget – der er alligevel ingen, der lytter.” eller “Jeg vil ikke virke som en, der overreagerer.”
Begge udsagn er tegn på en lav grad af psykologisk tryghed.
Det ene et eksempel på tillært hjælpeløshed typisk som resultat af lav status, derfor får budskabet også lav status.
Det andet eksempel er frygt for at blive stemplet som neurotisk og ikke kan klare mosten. Den slags mekanismer der får små hændelser til at vokse sig store over tid.
Brug støjen som strategisk feedback
Hvis du arbejder med ledelse, beredskab eller risikokommunikation, så brug støjen strategisk.
Opsøg den aktivt, og gør den til en del af dit beslutningsgrundlag.
Det kan ske uformelt – ved at være synlig og skabe tryghed, så medarbejdere tør dele bekymringer. Eller mere struktureret – gennem samarbejdsorganisationen og arbejdsmiljøudvalg, hvor der er mulighed for at få konkrete efterretninger fra bekymringer fra gulvet fra medarbejdernes repræsentant.
Jeg arbejder med at koble psykologi, sikkerhed og kommunikation for at hjælpe organisationer med at styrke deres awareness- og feedbackkultur.
Hvis du arbejder med sikkerhedskultur, risikokommunikation eller awareness, og vil styrke den psykologiske tryghed i jeres organisation, så tager jeg gerne en uforpligtende samtale.
Organisatorisk robusthed begynder ikke med systemer.
Den begynder med samtaler og feedback.