Usikkerheden i verdenen er kommet tættere på i Danmark og Grønland efter krisen med USA. Hvis man er ivrig nyhedslæser, overtager den ene overskrift hinanden og nærmest konkurrerer om at male det mest apokalyptiske billede med worst case scenarier i konflikten omkring Grønland. Svar på tiltale og kritiske spørgsmål puster blot til ilden og skærper positionerne.
Retorisk begynder vi at være langt oppe af konfliktstigen når nuværende og tidligere toppolitikere begynder at bruge beskrivelse som gal og sindssygt og journalister begynder at spørge ind til hypotetiske scenarier hvor 70 år gamle ”skyd først” doktriner skal pudses af.
Alt i alt er det klassiske krisereaktioner når man står i en situation som man umiddelbart ikke har redskaberne til at håndtere, fordi de normale værktøjer inden for det diplomatiske spor er afkoblede og den politiske kommunikation foregår i SoMe og Meme sprog.
Det er chokerende og frustrerende og producerer naturligvis et behov og ønske om at bremse og stoppe belastningen og vende tilbage til det man kender. Den reaktion kaldes også benægtelse ”Det som jeg og hører sker er faktisk ikke helt virkeligt”, og hvis jeg blot forsøger at tale om det, så går det nok væk, hvilket i kriseterminologi kaldes ”forhandling med virkeligheden”.
For befolkningen i Danmark og Grønland medfører det naturligvis en grundlæggende usikkerhed omkring fremtiden, når der er konflikt med hybridkrigsførelse fra Kina, Rusland, Iran og Nordkorea og en SoMe afskrækkelseskampagne omkring et forhandlingsudspil om at købe Grønland som stort set alle i verden er enige om er upassende.
Symptomer på krisetræthed
Når kriserne begynder at overlappe, er der en vis risiko for udtrætning og opgivenhed når der ikke kommer en periode med mulighed for på ny at orientere sig i stabil verden. Fænomenet kaldes ”tillært hjælpeløshed”. Tilstanden opstår når man har befundet sig i en belastende situation i en længere periode og oplevet at forsøg på at håndtere og fjerne belastningen er nyttesløse. Resultatet er man lærer at acceptere den nye belastede situation og derfor stopper med at forsøge at ændre den, også selvom mulighederne opstår.
Tilstanden kan taktisk produceres ved at oversvømme kommunikationskanalerne med støj som provokerer og skaber utryghed. Det kan ses som ”kognitiv krigsførelse” og en strategi til at påvirke tanker, følelser og handlinger hos modstandere ved at skabe frustration, kaos og forvirring hos befolkningen som myndigheder og journalister må binde ressourcer i at håndtere. Det har vi set i forbindelse med Covid-19, med dronesagen og vi ser det igen i forbindelse med konflikten omkring Grønland.
Behov for at holde hovedet koldt
Derfor er der også behov for at alle politikere, journalister og eksperter er særligt opmærksomme på deres egen grad af oplevet afmagt og sørger for at tale om den med andre professionelle sådan den individuelle oplevelse af afmagt realitetstjekkes. Der er behov for at holde hovedet koldt, ellers er der en reel risiko for at krisereaktionerne kommer til at dominere tanker og følelser og perception af muligheder, og at det vil smitte af på hvordan krisen kommunikeres og håndteres.
Hvad er rationalet bag afskrækkelse som forhandlingstaktik?
Afskrækkelse som forhandlingstaktik er ikke et nyt fænomen. Det er en forhandlingsteknik som særligt kan knyttes til Thomas Schillings ”The Strategy of Conflict” hvor han teoretiserer over hvilke strategier man kan anvende i forhandling mellem stater, når der ikke er et verdenspoliti til at sikre aftaler overholdes. Det er efter min læsning, også i den henseende man skal læse de mere bombastiske udtalelser som ”militær intervention kan ikke udelukkes” og ”der er ikke brug for FN”. Det er en strategi om at holde alle kort på hånden i forhold til egen autonomi som stat.
Det handler om at undgå at give en modstander indtryk af, at der er ting man ikke vil gøre, men kun kommunikere det man ”måske” kunne finde på i et worst case scenarie – som afskrækkelse hvis der ikke kan opnås en enighed.
Afskrækkelsens troværdighed kan forstærkes af at melde bombastisk ud til sit politiske bagland og på den måde sætte sin anseelse på spil. Jo mere man binder sig til en position og gør det tydeligt at ens egen politiske overlevelse er sat på spil, jo sværere bliver man at forhandle med da man ikke vil være interesseret i offentligt at blive klædt af som en der har slået for stort brød op.
Her hjælper det på ingen måde at kravle op ad krisestigen retorisk. Tværtimod så skaber det blot en større afgrund mellem parterne. Men det vil være hjælpsomt at kommunikere egne styrkepositioner tydeligt. Det så vi med ”Joint Statement” udtalelse fra en række EU-lande. Skal man blive i Thomas Schillings strategiske univers for forhandling, bliver den afskrækkede part naturligvis også nød til at skitsere en række konsekvenser som afskrækkeren ikke vil være interesseret i, gerne adresseret direkte til baglandet for at undergrave styrken af forpligtigelsen.
Schilling vurderer, at bombastiske udmeldinger faktisk sjældent er effektive fordi de er for omkostningsfulde at sætte i værks- eller konsekvenserne, kan være for uhensigtsmæssige. Schilling taler her om tariffer som et godt eksempel for at skrue op og ned for konsekvenser hvis der ikke kan træffes aftaler. Eller at investeringer og udbetalinger kun udbetales gradvis eller trækkes gradvis for at skabe incitament til at aftaler overholdes.
Men Schilling siger også, at forhandlingsstrategien også kun virker mellem parter som antages at tænke rationelt og selvbeskyttende. Derfor kan man have en hvis interessere i at fremstå mere skør end man er, da det vil styrke effekten af den afskrækkelse man kommunikere og man ikke kan flyttes fra sit standpunkt via fornuft.
Hvad betyder alt det for den lille mand?
Når nyhedsstrømmen opdateres døgnet rundt med ”breaking” af seneste bombastiske udtalelser, er det naturligt at reagere med forargelse og frustration. Men – medmindre man har direkte kommunikationskanaler til magthavere eller en professionel funktion, så er der i virkeligheden ikke så meget man kan gøre. I den henseende kan det være sundt nok at acceptere en vis afmagt over de forhold i verdenen man ikke selv kan ændre (men dog kan påvirkes på den politiske arena).
Jeg minder mig selv om at bruge den gamle konsulent-klassiker fra Steven Cowey og hans cirkler for Interesse, Indflydelse og Kontrol. Vi har alle samme interessere i en stabil og fredelig verden men bruger vi alene vores daglige opmærksom på alt det som vi kan have en interesse i var anderledes men ikke har hverken indflydelse eller kontrol over, bliver vi frustrerede og nok i sidste ende deprimerede.
De fleste mennesker har brug for at mærke at vi har handlekraft og kan påvirke vores omverden. Det kan vi ved at søge indflydelse og gøre vores stemme gældende. Det kan være at skrive et læserbrev eller støtte interesseorganisationer, deltage i indsamlinger eller deltage som aktivt medlem i en forening. Det er helt sikkert også baggrunden for at hjemmeværnet i de seneste år har set stigende medlemstal – det giver en oplevelse af indflydelse i en usikker verden at være en del af et fællesskab som har en mission om sikkerhed.
I det daglige kan vi påvirke hvor meget vi konsumerer af nyhedsstrømmen. Vi kan træne os selv i at være kritiske nyhedsforbrugere, forstå logikkerne i det politiske spil og skelne støj fra signaler når journalister og politikere glemmer det, og gøre opmærksom på det i vores egne netværk. Vi kan tale med hinanden om vores reaktioner, og realitetsteste vores tanker. Vi kan dele vores værdier og tro på fremtiden så det kan blive et vikarierende håb for dem som oplever afmagt.
Der er i det hele taget uendeligt meget vi kan gøre hverdag for og med hinanden for at bevare håbet til en bedre fremtid.
Også selvom vi lever i krisernes tid.