Lige nu i August 2025 er folkepensionsalderen 67 år. Men i de kommende år vil folkepensionsalderen gradvist stige til 71 år. Da jeg startede på universitetsstudiet i 1999, blev pensionsalderen sat ned til 65 år. Der lå pensionsalderen i cirka 20 år frem til 2019 hvor tilbagetrækningsaftalen fra 2011 bliver effektueret og gradvis igen hæver pensionsalderen til 67 år i 2022. Den tendens vil fortsætte de næste 50 år hvor det estimeres at pensionsalderen i 2070 vil blive 74 år.
Konsekvensen er, at arbejdslivet forlænges med 7 år. Vel at mærke i den del af livet hvor entropien sætter ind på hjerne og krop. Det rejser et spørgsmål om, hvordan det arbejdende menneske kan mestre et arbejdsliv til både at kunne holde til arbejdslivets belastninger frem til at blive 74 år gammel og samtidig have en ”gulerod” at se frem til i form af pensionsopsparing og et helbred til at kunne trives også i alderdommen. Fysisk, psykisk og socialt.
Mit bud er, at mennesker i fremtiden vil dyrke flere karrierespor med forskellige fagligheder.
Menneskelige ressourcer over tid i et karriereforløb
Hvad er menneskelige ressourcer?
Jeg har arbejdet på begge sider af menneskers arbejdsliv. Som organisationspsykolog har jeg arbejdet med ”Human Resource” altså ”Menneskelige Ressourcer”. Her har jeg været specielt opmærksom på de færdigheder og egenskaber mennesker har til at kunne løse en given funktion og de arbejdsopgaver der følger med. Et job stiller en række krav til opgaveløsningen og et menneske vil modsat have en række ressourcer til at kunne håndtere de krav.
Nogle krav vil være fysiske, fx muskulær styrke, syn, højde og udholdenhed som kan være særligt relevante i et beredskabsarbejde. Andre krav kan være psykologiske. Det kan være kognitive ressourcer som problemløsning, viden, hukommelse, analytisk evne, sprogkundskaber, opmærksomhed og reaktion eller følelsesmæssige ressourcer som fx evnen til at være professionel empatisk i et sundhedsfagligt arbejde.
Når man arbejder med Human Resource er man altså ikke bare interesseret den tid et menneske stiller til rådighed for arbejdspladsen. Men vil udnytte, udvikle og stimulere alle de menneskelige ressourcer et menneske har, for at kunne matche jobbets krav bedst muligt. Man vil have den udadvendte personlighed ud blandt kunderne, og den mere indadvendte person til at holde styr på lageret.
Hvis etikken følger med, så værner arbejdspladsen også om de menneskelige ressourcer, så den ansatte ikke udvikler stress hvor krav overstiger ressourcer og kontrol.
Men jeg har også arbejdet som klinisk psykolog på en af de mange sundhedsordninger der tilbyder psykologhjælp. Her har jeg rådgivet mennesker til at komme oven på igen, når de er blevet ramt af belastningsreaktioner i arbejdet som følge af ulykker, omstillinger eller jobutryghed.
Nogle gange har jeg kunne hjælpe med at rådgive om at komme tilbage i samme arbejde, altså op på hesten igen. Andre gange har jeg taget fagligt mod til mig og turde stå på mål for at sige: ”Jeg tror du skal overveje at finde noget andet”.
Udfordringen for den enkelte bliver ofte deres egen selvfortælling om hvad de kan og skal i livet, med den uddannelse de nu har valgt. Det kan være svært at se op over det hegn som en arbejdsidentitet giver for selvforståelsen.
Betjente der bijobber
Mit første møde med kombinerede karrierer var fra mit arbejde i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Her arbejdede jeg i perioden 2007 til 2012 som Human Resource konsulent og organisationspsykolog med ansvar for det krisepsykologiske beredskab.
Allerede dengang var bemandingen i Kriminalforsorgen en strategisk udfordring både i forhold til at kunne tiltrække og fastholde personale i konkurrencen med de øvrige erhvervsliv om ”de menneskelige ressourcer”.
Én af de strategiske udfordringer var, at betjentene bijobbede. På den ene side var der nogle fordele ved, at mange var interesserede i at tage de lange vagter. De lange vagter gjorde det let at planlægge tjeneste for arbejdspladsen, og modsat gav det mulighed for at nogle betjente kunne bo langt væk og overnatte på tjenestestedet. Når de så havde fri, kunne de bijobbe og få en lidt bedre økonomi end jobbet i staten umiddelbart gav mulighed for. Ulempen kunne være, at det var svært at motivere betjente til overarbejde, da de allerede ”overarbejdede” i fritiden.
Men set i bakspejlet i et skær af den stigende pensionsalder, opvejede fordelene nok ulemperne. Et job som fængselstjent er på den ene side et karrievalg med en ret høj grad af jobsikkerhed, da der er mangel på fængselsbetjente. På den anden side, er det et job med betydelige risici for nedslidning både på grund af de fysiske, organisatoriske og psykiske belastninger. Fysisk på grund af risiko for både ulykker men også megen inaktivitet ved overvågningsarbejde. Organisatorisk som følge af skifteholdsarbejde og psykisk som følge af de høje følelsesmæssige påvirkninger, der kommer fra arbejdet med socialt belastede og potentielt truende og voldelige indsatte.
I det skær, har det nok været hensigtsmæssigt, at betjentene satsede på ”flere heste” i forhold til arbejdslivet for at modvirke de belastninger som arbejdets krav giver på de menneskelige ressourcer.
Karrierestrategien er at arbejde sammen med sin bedste kammerat?
”John er min bedste kammerat. Når vi møder om morgenen, så får vi da lige et lille kram og siger godmorgen. Det er sådan det skal være når man er venner”.
I februar 2025 mødte jeg håndværkerne John og Ole. John bijobber som arbejdsmand for Ole på 64, som er tømrer. Opgaverne kører de igennem Johns logistik og supply chain firma.
Ole fortæller, han har en datter på 10 år. Han har tænkt sig at arbejde, indtil hun flytter hjemmefra, for hendes kammerater skal ikke gå og sige, at hendes far er pensionist. Det betyder, at Ole overvejer at arbejde til han er 80.
John og Ole mødte hinanden i deres voksne liv i en vandskiklub hvor de løbetrænede sammen, og siden løb maraton sammen og nu cykler sammen. For 10 år siden mødte de hver især tidligt ind hver tirsdag morgen for at være sikre på at have tid til at cykle sammen halvanden time inden frokost, hvorefter de gik tilbage til arbejdet igen. Begge har været selvstændige hele deres voksne liv.
I dag hjælper de boligejere med praktiske problemer som fx akustiklofter eller overhæng til et skur. De byder ind på større opgaver i et boligområde og laver så projektet sammen over en periode på en eller flere uger.
John fortæller, at den model han arbejder efter, er resultat af en coaching samtale for flere år siden, hvor han blev klar over, at han gerne vil bruge 2 dage om ugen på analytisk arbejde foran skærmen alene, 2 dage sammen med kunder, men mindst én dag om ugen skulle være udenfor. Ellers gav det ikke mening. Det giver mulighed for at blande det stillesiddende arbejde med et fysisk arbejde og frisk luft og lys som modsætning til logistikken på lageret. Det betyder dog ikke, at det er alt slags vejr John og Ole arbejder i. Tværtimod har de den fleksibilitet i deres liv, at de som udgangspunkt arbejder udenfor når vejret er godt, og indenfor med andre opgaver hvis vejret er for barsk.
Ole fortæller, ”man skal bare tage springet hvis man er kørt fast. Når man lukker en dør, åbner der sig en anden. Det kræver mod at ændre kurs”. Ole fortæller videre ”Mange er måske bange for at arbejde sammen med venner og bekendte og familie – det skal man ikke være. Der er en helt anden loyalitet. Selvfølgelig kan man godt komme op og skændes – men hvis man ikke kan tåle det, er man ikke venner”.
Måden John og Ole arbejder sammen på, er et typisk eksempel på en arbejdsform med en lav grad af kompleksitet, og hvor kommunikation og koordinering kan klares i den daglige dialog. Indholdet og produktet af arbejdet kan følges fra indkøb af materialer til det færdige produkt. Det er næsten at vende tilbage til tiden før industrialiseringen, hvor håndværket gik i arv i familien, og arbejdsopgaven kunne følges fra start til slut, inden at industrialiseringen brød arbejdet ned i enkelt gentagne bevægelser ved samlebåndet og opløste arbejdets mening og sammenhæng til produktet.
Men John og Oles måde at arbejde sammen på imødekommer også et menneskeligt behov for at være sammen om arbejdet med mennesker vi holder af. Kollegaen er ikke bare en kollega, men ”den bedste kammerat”. Prisen er usikkerhed. Ole fortæller, at han tidligt har lært at tage ansvar for sig selv, hans forældre var landmænd. Man får fornemmelsen af, at Ole tidligt har lært at skabe sine betingelser og rammer i livet.
Hovederhvervet blev bijob – og bijob den økonomiske tryghed
”Får du nogle opgaver? – Nej det har været ret begrænset, mine gamle erhvervskunder henvender sig heller ikke mere”.
Jeg overhørte snakken ved morgenmaden mellem to freelance inden for Film og TV-branchen, ved Delegeret Mødet i Journalistforbundet.
En efterhånden broget skare af mennesker som arbejder med journalistik og kommunikation. Altså både journalister, film og TV-medarbejdere, kommunikationsmedarbejdere, kommunikatører, bloggere og influencere. ”Jeg arbejder som buschauffør i København”, sagde en anden. ”Jeg kan ikke leve af at være journalist længere, det er ikke til at få et job”. Billedet stemmer godt overens med overskrifterne i journalisten som dagligt tikker ind i mailboksen ”DR opsiger, Nordjyske Opsiger, TV opsiger, Alle andre brancher fik lønstigninger undtagen journalisterne” kan det opsummeres. Det er på trods af, at der månedligt optrevles skandalesager, og at vi alle forbruger mere skærmtid og underholdning end nogen sinde.
Fotografen jeg sidder til bords med, har valgt at uddanne sig til elektriker som hovederhverv og journalisten arbejder som buschauffør. En klipper har uddannet sig inden for naturpleje og træbeskæring. Fælles for dem er, at der ikke er den samme efterspørgsel på kvalitet i arbejdet, prisen presses ned og med det tiden, som kan anvendes på at levere et meningsfuldt produkt.
Måske det igen er en effekt af, at industrialiseringens samlebånd og ønske om at ting skal produceres hurtigere og mere effektivt gerne ved brug af generativ AI, så tidskrævende opgaver kan elimineres og erstattes med nuller og ettaller.
I min optik bliver journalisternes og film og TV folkenes bijobsstrategi ikke kun en overlevelseskamp. Det er også en fandenivoldsk reaktion på at stå på sin ret til enten at lave et stykke arbejde, som er meningsfyldt, og tro på at kvalitet er tid og pengene værd, på trods af, at der hurtigt kan produceres tekst og billede, som udfylder pladsen imellem annoncespalterne – eller sige nej tak og lave noget andet.
Det skal give mening at arbejde til man er 74
Som organisationspsykolog kender jeg effekten af, hvis mennesker ikke oplever, der er mening i deres arbejde. Når mennesker ikke oplever et umiddelbart personligt incitament eller et altruistisk incitament for deres arbejde, vil det mistrives. Resultatet er typisk stress, angst og depression og nogenlunde i den rækkefølge.
Mennesker er meningssøgende væsener med lige så mange behov, som de har ressourcer til at imødekomme et arbejdes krav. Organisationer har modsat deres egne dynamikker og tilpasser sig ændringer i samfundet, økonomisk, juridisk og politisk.
Aktuelt ses en tendens, hvor en yngre generation af ansatte har forholdsvis korte ansættelser på måske 2-3 år og ikke oplever sig specielt loyale over for en arbejdsgiver. Men måske fremtiden også er, at der skal planlægges i flere karrierelivsperioder for at mennesker kan være langtidsholdbare igennem hele arbejdslivet, når ændringer i samfundet overhaler den implicitte psykologiske kontrakt, en ansat har med sig selv og sit arbejdet i forhold til, hvad der giver mening i livet.
Det vil være et brud med vores uddannelsesmodel som gratis stiller uddannelse til rådighed for borgerne mod at den betales tilbage ad åre via skatten. Flere uddannelser igennem et liv, vil potentielt også være en arbejdspause, som tager luften ud af både pensionsindbetalinger og skattebetalingerne.
I den optik har strategien om højere pensionsalder muligvis en række sociologiske og økonomiske eksternaliteter som kan ende med at spænde ben for, om projektet lykkes.
